I lørdags, mens mange af os var på Roskilde Festival, gav Ed Sheeran koncert i Hamborg, hvor han havde medbragt en særlig overraskelse. Han havde inviteret to af sine barndomsvenner – brødreparret Rory og Fred Clifford – til at spille henholdsvis trommer og bas på scenen med ham.
De tre musikere spillede musik sammen, da de var 11-12 år gamle, og her spillede de blandt andet ofte Wheatus-hittet ‘Teenage Dirtbag’ fra 2000, fortalte Sheeran fra scenen.
Derfor gav det god mening, at ‘Teenage Dirtbag’ kom på sætlisten, når nu Sheeran havde sine barndomsvenner med på scenen – men den engelske hitmager havde også yderligere et es i ærmet. Han havde nemlig spurgt hittets oprindelige sanger, Wheatus-frontmand Brendan B. Brown, om han ville flyve ind fra New York for at spille med ham.
Brown sang første vers og omkvædene, mens Sheeran tog sig af andet og tredje vers. At dømme ud fra videooptagelserne af seancen så Sheeran ud til at nyde det gevaldigt. Under introduktionen fortalte Sheeran desuden, at ‘Teenage Dirtbag’ er en af hans »yndlingssange nogensinde – nok i top-10«.
I et Instagram-opslag fortæller Sheeran, at hans band med Clifford-brødrene i april blev gendannet for at spille til en vens bryllup – en så sjov oplevelse, at han inviterede dem til at spille på scenen med ham i Hamborg.
