Når næste års Coachella løber af stablen til april, bliver det endnu en gang med danske WhoMadeWho på programmet.
Det fremgår af den fulde plakat, som den storhypede Californien-festival netop har afsløret i et såkaldt »hard launch«.
Den danske gruppe gæstede også Coachella i 2023. Til næste års udgave er trioen programsat til om søndagen og spiller således både 12. og 19. april, idet festivalen foregår over to weekender.
Efter deres første optræden på festivalen beskrev WhoMadeWho oplevelsen som »utrolig«. Se en række videoer fra showet herunder.
Udover WhoMadeWho byder det stjernespækkede lineup på hovednavnene Justin Bieber, Sabrina Carpenter og Karol G, og med lidt mindre skrifttype finder man blandt andre Addison Rae, Clipse og FKA Twigs.
Typisk bliver koncerterne streamet live på YouTube, så man kan håbe, at det samme bliver tilfældet næste år.
Coachella 2026 finder sted 10.-12. april og 17.-19. april.
