Arctic Monkeys – uimponerede ungersvende

Sidste år skabte de stormløb mod Arena-teltet, da de spillede op til abefest søndag eftermiddag. I år var tidspunktet det samme, men helt i tråd med hypen var Arctic Monkeys nu headlinere på Orange. Og det sceneskift klarede de fire Sheffield-drenge ganske glimrende. De største rockstjerner i Storbritannien netop nu fyldte dog forsvindende lidt på den store scene – rent fysisk vel at mærke. Så meget mere imponerende var det, at de alligevel formåede at fylde stedet ud og komme ud over scenekanten.

Den unge kvartet gik til opgaven med en ligeså uimponeret attitude, som skulle de spille for seks-syv gamle gymnasievenner på Gimle inde i centrum af Roskilde, og ikke 50.000 publikummer på Nordeuropas største festival. Et enkelt »Good afternoon« fra Alex Turner og en kikset start på ‘The View from the Afternoon’ indledte seancen, men herefter sad sangene lige i skabet, og polaraberne nåede at levere hele 20 af slagsen på 75 minutter, spredt ud i en fifty-fifty fordeling mellem sidste års debutalbum og den tre måneder gamle ‘Favorite Worst Nightmare’.

Kort inde i settet fik de festivalfolket til at spidse ører og seismologisk institut til at spærre øjnene op på grund af den buldrende ‘Brianstorm’, der rystede Roskilde som et jordskælv med scenen som epicenter for de voldsomme udladninger. Og med fanfavoritter som ‘I Bet You Look Good on the Dancefloor’ og den afsluttende ‘A Certain Romance’ blev publikumspøbelen blæst godt igennem, uden at man dog blev væltet helt bagover i begejstring som sidste år.

Sceneshowet var så godt som ikke eksisterende, hvilket var en perfekt ramme til den rene retrorock, som bandet dyrker. Trods deres tynde arme spillede de med musklerne og lod de stærke og slagkraftige sange tale for sig selv, uden hverken pyroteknik eller nogen form for påtagede effekter uden pointe. Dermed var showet ligeså stramt, som Red Hot Chili Peppers ditto 16 timer tidligere var slapt.

Det var rock i dens reneste form, hvor al saft og kraft blev presset ud af stemmebånd, trommestikker, guitargreb og basgange. Med Alex Turner i rollen som musikkens Miraculix serverede Arctic Monkeys en effektiv trylledrik til det tørstige og trængende publikum. Efter fem kvarter var gryden gemt væk, men virkningen varer utvivlsomt et godt stykke tid endnu.