’Håbet i Himmerland’: Varm DR-dokumentar giver stemme til de unge, vi normalt kun møder i statistikkerne
DOKUMENTARSERIE. Mens nogle 20-årige bruger deres sabbatår på højskoleophold, jordomrejser, og selvudvikling, findes der ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervsråd omkring 45.000 unge mellem 15 og 24 år, som hverken er i uddannelse eller beskæftigelse.
Det er en gruppe, der ofte optræder som tal i politiske debatter, men som sjældent får ordet selv.
Hvilket DR’s nye dokumentarserie ’Håbet i Himmerland’ forsøger at lave om på.
Serien følger en gruppe unge på Vitskøl Kloster i Himmerland, hvor de er en del af uddannelsesforløbet TAMU, som tilbyder praktisk undervisning inden for blandt andet naturbrug, metalindustri og køkkenfag. Fælles for de unge er, at de forsøger at skabe en ny retning i livet efter år præget af mistrivsel, ustabile hjem, diagnoser, misbrug eller skoleforløb, der aldrig rigtigt lykkedes.
Hvor højskolen ofte forbindes med unge mennesker, der har både økonomisk og kulturel kapital i ryggen, føles TAMU næsten som dens oversete modstykke. Her møder vi unge, der ikke nødvendigvis drømmer om at blive kunstnere, akademikere eller iværksættere. Mange af dem drømmer først og fremmest om noget så grundlæggende som stabilitet.
Gennem en observerende fluen-på-væggen-stil introduceres vi blandt andet for de 18-årige kusiner Cille og Josefine, der deler værelse på klostret. Ved deres første værelsestjek får de ros for ordenen, og personalet bemærker, at man godt kan mærke, de ikke er uvante med at bo selv. Det er en bemærkning, der siger mere om deres livshistorie, end dokumentaren behøver at forklare.
Cille drømmer om at blive malerlærling og skabe et liv sammen med Jonas, som også bor på klostret. Men Jonas kæmper med sin egen bagage og frygter en kommende retssag for en voldsepisode, der fandt sted før hans ophold på TAMU. Samtidig kæmper Josefine med fravær og tilbagefald til stoffer, velvidende at hun ikke har mange steder at falde tilbage på, hvis hun bliver smidt ud.
Det kunne let være blevet en socialrealistisk parade af problemer. Men dokumentarserien er heldigvis mere interesseret i mennesker end diagnoser.
Seriens største styrke er de små, udramatiske samtaler mellem de unge. Som da den nyankomne Max står i et drivhus sammen med Mikkel og pludselig fortæller om en ven, der tog sit eget liv. Samtalen bevæger sig ubesværet fra fermenterede tomater til sorg, minder og hindbærsnitter, som Max ikke har kunnet spise siden.
Kameraet bliver stående på afstand, mens de fortsætter arbejdet, og netop den tilbageholdenhed giver scenen en sjælden autenticitet.
På samme måde opstår der fine øjeblikke, når de unge taler om mobning, ensomhed eller følelsen af at være forkert. Dokumentaren viser overbevisende, hvordan spejling kan blive en form for støtte i sig selv. Når man endelig møder andre, der bærer på erfaringer, der minder om ens egne, bliver det lettere at forestille sig en fremtid.
Til gengæld savner man af og til, at serien tør stille lidt flere spørgsmål. Dokumentarholdets observerende tilgang skaber stor tillid til de medvirkende, men den betyder også, at vi nogle gange stopper lige dér, hvor man kunne være begyndt at grave dybere. Når de unge taler med pædagoger og lærere om deres liv, får man indimellem lyst til en Anders Agger-lignende figur, der kunne udfordre dem lidt mere og hjælpe refleksionerne på vej.
Det ændrer dog ikke ved, at ’Håbet i Himmerland’ er en både varm og vigtig dokumentarserie. Ikke fordi den romantiserer de unges udfordringer, men fordi den insisterer på at se dem som andet og mere end deres problemer.
Kort sagt:
’Håbet i Himmerland’ giver ansigt og stemme til en gruppe unge, der sjældent fylder meget i offentligheden. Resultatet er en empatisk og nuanceret dokumentarserie, som minder os om, hvor stor forskel et fællesskab kan gøre.