Roskilde 06: Veto – ‘V’ for Veto
Forventningerne til Roskilde-debuterende Veto var sat højt. Albummet ‘There’s a Beat in All Machines’ er et af årets bedst anmeldte udgivelser, og bandet er samtidig blevet udråbt til ‘dansk rocks redning’. Så selvom spilletiden var ubarmhjertig tidlig, indfriede de løfterne sammen med et overfyldt telt.
Det er ufortyndet talent, der klæber sig til forsanger Troels Abrahamsens klare stemme. Han har sgu noget på hjerte. I en hårrejsende udgave af ‘Nemesis, Babe’ var stemmebåndene spændt, som bar de byrden fra tusinder af fortabte sjæle. Og med samme energiske drive som Bloc Party var bandets stramtkørende maskine en stor oplevelse.
Årets Roskilde er den første Sune Wagner-fri festival i nyere tid og mærkværdigt nok er det få danske bands, der kan se sig selv på festivalplakaten. I kamp med højkaliber bands fra udlandet er mange uprøvede, danske bands hensat til Junior-scenens opvarmningstjans. Dog kan man vide sig sikker på, at Odeon-scenen på festivalens sidste tre dage indledes af et dansk rockhåb med internationale ambitioner.
Veto var denne fredag formiddag de første til at vise vejen frem med deres synthinducerede indierock, sporadisk electronica og sange skrevet med samme råstof som drømme. Som forventet havde kvintetten placeret ‘You Are a Knife’ i settets slutning og med sine sukkende mollinier beviste de, hvorfor det er hittet, der har skåret sig vej til publikums hjerter. Hvis man var stået op i tide, kunne man derfor se et begejstret Odeon-telt strække V-håndtegnet i vejret som tak.