Menfolk – trommetæsk og monotoni

Under betegnelsen »Copenhagens wildest liveact« blev Menfolk præsenteret for de entusiastiske fremmødte, der i starten fyldte størstedelen af den intime Pavilion-scene. Og ikke lang tid gik, før Menfolk med sin tonstunge rytmesektion fik markeret, at de ikke havde i sinde at agere anomymt, tilbageholdende band foran det forventningsfulde publikum.

Med to opstemte bassister og en stortæskende trommeslager kørt i stilling tog det ikke lang tid, før de løftede arme havde indfundet sig foran scenen. Komplekse rytmeskift og en enerådende guitar sørgede for, at monotonien ikke turde melde sin ankomst ved Pavilion-scenen før hen mod slutningen af koncerten. Men den meldte sig ikke desto mindre.

Efter at være nået godt halvvejs gennem koncerten, blev det desværre en kendsgerning, at ensformigheden på mærkværdig vis havde fået tiltusket sig Roskilde-armbånd og stod på scenen med Menfolk i en mere eller mindre stramtsiddende spændetrøje. Et lille hyle-intermezzo fra instrumenterne formåede dog at puste lidt tiltrængt luft og støj i koncerten, men ikke nok til, at det overordnede indtryk lod sig pulverisere.

En energisk og tiltider medrivende præstation, som dog til sidst lod sig skæmme lidt af, at den kompromisløse isbryderfremturen hev koncerten hen i det gumpetunge hjørne. Men med deres hårfine balancegang mellem det sofistikerede og det hårdslående i en mere modnet udgave, burde Roskilde-publikummet være med på en lytter, næste gang Menfolk tromler smatten ned.