Deltahead – forskruet svensk uran
Gudskelov for at de lukker Barsebäck. Når der sker indavl på bunden af de svenske atomreaktorer, går det nemlig rivende galt. Det bevis leverede vanvidsduoen Deltahead så rigeligt tirsdag aften.
Bevæbnet med hver deres stortromme, et par gennemtæskede hi-hatte, forvrænget slideguitar, rustent vaskebræt, kontrabas samt et mindre arsenal af kulørte forstærkere fra oldtiden blev publikum fra start til slut blæst omkuld af Deltahead’s hårdtpunkede sydstatsblues. Og de elskede det.
Kønt var det så langt fra. Nærmere brutalt, svedigt og møgbeskidt. Men den svenske mini-pendant til Kaizers Orchestra fyrede op for en spillemandsgalskab så gennemført, speciel og giftig, at Pavillion-publikummet fra første kvæd måtte overgive sig betingelsesløst. Og med god grund, for svenskernes 40 minutter korte performance var sublim.
Iklædt pingvinsuit, butterfly og jokerfjæs stampede de to svenske bastarder på rekordtid en stemning op med hvæsende vokaler og titler som ‘My Mama Was Too Lazy To Pray’ og ‘Don’t Move To Finland’. Midlerne var enkle, men effektive. Jo hårdere svenskerne trampede i stortrommerne, hev i vaskebrættet og sled i strengene, des større blev paddehatteskyen over Dyrskuepladsen.
Deltahead er forskruet svensk uran, når den er mest eksplosiv og overraskende.