Roskilde 05: Foo Fighters – lidt mere fokus tak!

De var legesyge, de kære Foo Fighters. Måske endda lidt for legesyge. I hvert fald kunne man godt have brugt lidt mere musik og lidt mindre stadion-løjer, da de nuværende konger af alternativ guitarrock gav los på Orange scene. 13 numre på 70 minutter, det var hvad vi fik, og når man har et bagkatalog som Foo Fighters, så er det slet ikke nok.

Specielt ikke når man tager med i betragtningen, at lyden var meget ustabil gennem det meste af koncerten. De første tre-fire numre var guitarlyden som flagrende siv i vinden. Det ene øjeblik lød det fint, det næste ganske forfærdeligt, og klassiske numre som ‘My Hero’ og Learn To Fly’ overlevede kun på genkendelsens glæde. Det var først i løbet af de sidste fem numre, at lyden fik tilstrækkeligt med bund og substans til at sangene slap af med det noget skramlede udtryk.

Foo Fighters gjorde ellers hvad de kunne for at skabe en fest. Antrækket var arrigt på en meget charmerende og indbydende måde, og en veloplagt Dave Grohl fremstod som en blanding af velsmurt showmand og klassens klovn. Prisen for festivallens bedste stunt må uden tvivl gå til Grohl, der skabte en blanding af forundrende måben og heftig skubben, da han under en marathon-udgave af ‘Stacked Actors’ valgte at kravle af scenen og tage turen gennem crowden for at ende på lydtårnets bliktag, hvor han gav den som født guitarhelt.

Men selvom det er meget svært ikke at holde af et band, der gav den gas og eksperimenterede med deres materiale, så manglede der lidt mere fokus i mange af numrene, hvor Foo Fighters vovede sig ud i nogle mere eller mindre vellykkede intermezzoer. Det ville have givet mening i en marathonforestilling, men for en 70 minutter lang koncert gik der for meget stadion-rock i den. For i sidste ende er det melodierne, riffs’ene og den småpunkede energi, der er Foo Fighters styrker, og at dømme efter i aften har de stadig ikke helt fået afstemt denne kerne med deres rolle som stadion-giganter og festivalheadlinere