Roskilde 05: Isis – stormen manglede slagkraft

Vi havde forventet århundredets storm, men fik kun en stiv kuling. Isis gav en koncert, der leverede varen uden dog at bekymre sig om at pakke den alt for pænt ind eller levere den med et smil.

Det begyndte skidt, da Isis på grund af en både lydmæssigt, mentalt og ikke mindst tidsmæssigt grænseoverskridende koncert fra Sunn O)) havde endda meget travlt med at få gearet på scenen til det officielle programtidspunkt. Og det var som om den stress blev båret med ind i selve koncerten, hvor det tog et par numre, før både band og lyd havde fundet det rette leje. Derfra viste bandet fra Boston i flere momenter, hvilken naturkraft de formår at slippe løs på scenen.

Isis’ blanding af postrockens dynamik og melodiske legesyge og den psykedeliske metals storhed og tyngde var i de bedste øjeblikke en fænomenal oplevelse. Deres numre bygges gerne op af bølger af crescendoer, som havet der rammer kysten, og der var en god håndfuld øjeblikke denne aften, hvor man kunne lukke øjnene, holde vejret og føle lyden bruse ind over én. Hér var man tæt på musikalsk nirvana.

Men når man åbnede øjnene igen, blev man mødt af et band, der ikke havde overskud til særligt meget mere end at spille numrene. Tiden mellem sangene blev brugt med øjnene i jorden og hænderne på stemmeskruerne. Samtidig virkede Isis til at have usandsynligt travlt med at lægge Roskilde-oplevelsen bag sig – de blev faktisk sendt på scenen igen med besked om, at de lige skulle spille én til. Og det lagde en kedelig dæmper på, hvad der hen ad vejen blev en lydmæssigt utroligt flot koncert. Man blev ikke blæst helt igennem.