Queens of the Stone Age – bange for hvad?!
Med et smil på læben kom han slentrende ind på scenen, akkompagneret af tonerne fra Disney’s ‘Who’s Afraid of the Big Bad Wolf’ og med et forventningsfuldt, udsolgt Store Vega foran sig. Og selvfølgelig var han ikke bange for noget, Josh Homme aka mr. Queens of the Stone Age.
Stikket i, smøgen ud og lige på med et brag i form af åbningsnummeret ‘Regular John’.
Det nye, fremragende album ‘Lullabies to Paralyze’ var aftenens primære ærinde for QOTSA-slænget, der her i sommeren 2005 består af Joey Castillo (trommer), Troy Van Leeuwan (guitar), Alain Johannes (bas, guitar) og Natasha Shneider (keyboard) – foruden dampbarnet Josh Homme selv selvfølgelig.
Indledningsvist stod der ganske givet flere blandt publikum med et savn over den manglede vildmand og QOTSA-medstifter Nick Oliveri. En del af fordums galskab er ganske enkelt forsvundet med den nøgne mands exit, men Homme har tilsyneladende ikke været bange for at smide sin gamle makker overbord, og når det nu skulle være, så udgjorde aftenens erstatning, Alain Johannes, langt fra nogen dårlig figur. Teknisk var han fuldt ud på højde med Oliveri.
Faktisk var savnet efter gæstevokalist Mark Lanegan større, for Homme’s vokal passer unægtelig ikke lige godt til alle QOTSA-kompositionerne. Den ellers glimrende ‘The Blood is Love’ måtte således lide under Homme’s søgen efter et passende vokalt leje.
Fraværet af gamle venner afholdte heldigvis ikke Homme fra at dykke ned i sumpen og hive gamle kendinge op under koncertens første del – heriblandt ‘If Only’, ‘You Would Know’, ‘Avon’ og ‘You Can’t Quit Me, Baby’ – alle fra 1998-debuten ‘Queens of the Stone Age’. En intens, tung og berusende affyringsrampe for det nye materiale, der i takt med sveden nu kom piblende frem med en opspeedet ‘Medication’ i front.
Dermed var startskuddet så gået for en parade af nye numre (hele 10 af slagsen) udført med sublim sikkerhed, evige temposkift, skarpslebne breaks og stentunge grooves.
Med deres øredøvende dystre, bluesrockede riffs var ‘Burn the Witch’ og ‘Tangled Up in Plaid’ åbenbaringer fra en anden verden, mens numre som ‘Broken Box’, ‘In My Head’ og ‘Little Sister’ allerede havde taget form af crowdpleasere med deres voldsomme og energiske ligefremhed.
Med ‘The Sky is Fallin” og ‘A Song for the Dead’ fra 2002’s ‘Songs for the Deaf’ må kritikere have glemt alt om Oliveri, Grohl og andre spøgelser fra fortiden. Disse mesterlige numre lod sig ganske enkelt ikke eksekvere bedre, end de gjorde her i Vega.
Over to omgange blev Homme & co. hyldet og atter kaldt på scenen, inden aftenen ganske forudsigeligt lukkede med ‘No One Knows’, her iført hidsige temposkift og et midterstykke kun overladt til Homme’s vokal tilsat delay og uden nogen instrumentel opbakning.
Selvfølgelig var han ikke bange for noget!
——
Regular John
If Only
Go With the Flow
You Would Know
Medication
Avon
You Can’t Quit Me, Baby
Broken Box
Leg of Lamb
In My Head
The Blood is Love
Little Sister
Burn The Witch
Tangled Up in Plaid
Everybody Knows That You Are Insane
The Sky is Fallin’
A Song for the Dead
Long Slow Goodbye
Someone’s in the Wolf
No One Knows