Spot 11: Mew – tilbage med manér
Spot-ledelsen hev en ekstra stor julegave op af sækken, da de i ellevte time proklamerede, at Mew ville komme og lukke festivalen.
Nogle vil måske mene, at kvartetten fra Hellerup – som nu er bosat i London – umiddelbart er for store til at høre hjemme på en talentfestival som Spot. Ikke desto mindre blev Mew netop opdaget af det store udland, da de gæstede festivalen tilbage i 2000.
I et propfyldt Ridehuset fik publikum et veloplagt Mew både at se og høre. Bandet har været væk fra turnélivet i snart halvandet år for at færdiggøre deres længeventede fjerde album, som udkommer til september.
Og sammen med velkendte numre som hitbaskeren ‘Snowbrigade’, den idérigt arrangerede perle, ‘Am I Wry? No’ og julehymnen ‘She Came Home For Christmas’ præsenterede Mew os for en lille håndfuld nye sange, der i lyd er mere progressive, end man tidligere har hørt dem.
Bedst stod den opløftende ‘The Zookeeper’s Boy’ – en støjpoppet lille sag, hvor forsanger Jonas Bjerre sang sammen med et kor af små kjoleklædte figurer fra bandets medbragte storskærm. Det nummer gik rent ind.
Det samme gjorde duetten, ‘Why Are You Looking Grave?’, mellem Bjerre og selveste J. Mascis fra amerikanske Dinosaur Jr.. Mascis var ganske vist ikke fysisk til stede, men han havde været så flink at lade sig filme til den medførende videostrimmel, som var visuelt meget medrivende.
Og som om ambitionsniveauet ikke var højt nok hos Mew, havde kvartetten også valgt at binde flere af numrene sammen, så de på skift overlappede hinanden. En spændende idé, som måske nok mangler at sidde lidt mere på rygradden, før de til tider lidt pludselige overgange fungerer fuldt ud.
Men efter halvandet års fravær – og for nu at blive i Spot-terminologien – var det godt at se, at der stadig er mere end lovende takter at spore hos én af Danmarks fineste musikalske eksportvarer.