Spot 11: Autofant – en snigende vinder

Endnu en af de små perlende overraskelser i krydsfeltet mellem de mere velkendte genrer på årets Spot Festival, afslørede sig langsomt på den lille spændte Filur-scene først på aftenen lørdag.

Den København-baserede postrock/jazz/elektroniske trio Autofant, med Johan Segerberg på el- og gulvbas, Henrik Sundh på analoge synths og Kresten Osgoorod på trommer, lagde ud i småstenet, halvtrippet stil. Men stille og roligt fik de vendt den ferme øvelokalestemning ud mod publikum, hvor energien gik direkte igennem.

Små korte, naivistiske melodiliner fra synth’en, tenderende østerlandsk bliss,
fungerer som løftestænger for den blidt jazzede postrock, og brød de lange monotone passager, med øjeblikke, hvor det hele bare vuggede og gyngede.
Det var endog meget smittende i længden. Ikke mindst dér, hvor den stærke opbygning blev overmandet af Segerbergs forunderlige vokal og det smukt duvende hit, ‘Heaven is Above Me’.

Den helt igennem velspillende trio havde dog også et andet stærkt es i ærmet: Kresten Osgoorod, Danmarks klareste talent bag gryderne, og trommeslagernes svar på Tom Waits. Her smager, stryger, kysser, driller og danser stikkerne med skindene som kun den amerikanske helts krogede fingre kan pendle over klavertangenter, og udtrykket er i direkte tråd med musikkens forunderlige, voldsomme, ømme følelsesfyldte inderste væsen.

Da energien nåede højdepunktet i koncertens sidste nummer, rejste Osgoorod sig fra sit set, så det væltede omkring ham. Euforien landede præcist i det øjeblik, han kastede stortrommen – der i øvrigt bar hans karakteristiske one-liner “krig er for tabere, bebop er for vindere” – op i luften, så det bragede, da det igen mødte gulvet.