…And You Will Know Us by the Trail of Dead – aah, mine ører!

Waaaaaaa! For satan. Der må være nogle smertende nakker og blødende ører rundt om i København i dag. For hvis de ikke efterlod en sti af døde, så efterlod amerikanske …And You Will Know Us by the Trail of Dead i hvert fald en susen for ørene efter deres lydhvirvelvindsangreb på Loppen i går.

Over 300 mennesker var lige glade med vejrgudernes snedrillerier. De skulle have et energifix, og det fik de. For hvis man troede, at Texas-drengene, efter deres seneste album, har skruet lidt ned for det hele, så tog man gruelig fejl. Med to trommesæt blev der til tider sendt haglbyger af stortrommeslag i hovedet på publikum, mens to guitarer, bas og keyboard forsøgte at overdøve.

Folk elskede det. Der blev headbanget, hoppet og sågar stagedivet oppe foran scenen. Og det er noget co-frontmand Jason Reece kan lide. Den kompakte energibombe virker, som han lever for at spille live. Han var simpelthen alle vegne. Bag trommerne, foran mikrofonen, ude blandt publikum, hængende i loftet. Det var som det skulle være. Vildt. Voldsomt. Og fuldstændig vanvittigt.

For en uforstående kan det lyde, som en bunke larm, men det var det bestemt ikke. Det er det …Trail of Dead er så dygtige til. At bedst, som man er ved at stå af og synes, at nu er det netop larm, så vender de lydbilledet, og bliver smukt melodiøse. Som på ‘It Was There That I Saw You’, ‘Another Morning Stoner’ og ‘Days of Being Wild’.

De numre er alle fra gennembrudsalbummet ‘Source Tags & Codes’, der lidt overraskende dominerede setlisten på Loppen. En setliste, der stort set nåede omkring alle bandets fire fuldlængdeudgivelser, og noget overraskende kun indeholdt fire numre fra det nyligt slupne ‘Worlds Apart’. De numre var ‘Will You Smile Again?’, ‘Rest Will Follow’, ‘Caterwaul’ og ‘All White’.

Og jo, det endte, som en …Trail of Dead koncert skal ende. I destruktion. For anden gang i løbet af koncerten væltede Jason Reece det ene trommesæt i slutningen af ‘Richter Scale Madness’. Co-frontmand Conrad Keely benyttede lejligheden til at spille guitar, stående på den væltede stortromme, alt imens de travlt beskæftigede roadies desperat forsøgte at redde så meget gear som muligt væk fra hvirvelvindens rasen.

Man kan stadig kende dem på stien af døde. Eller på blodsporene fra de stakkels ører.