Rag City Dolls – rock’n’roll reborn

Lørdagens åbningsband på Gutter Island, københavnske Rag City Dolls, er absolut et af dansk rocks mest oversete forfriskninger. Gruppen, der blev dannet i 1998, behandler genren med kyndig og oprigtig hånd – ikke noget retrotrip her, men kun den pureste rock’n’roll, som vor forældre bryggede den.

Attituden er på plads. Håret higer mod skuldrene, tungt af sved. Støvlerne af læder er beklædt med groft støv og roadtrip, og det dekadente tusindmile-blik stikker helvedes dybt. På sin vis fremstår kvartetten nærmest som en stor kliché med det arketypiske halvfjerdserlook, men som vi altid har lært, bør man ikke lade førstehåndsindtrykket vare ved. For når det kommer til Rag City Dolls musikalske udtryk, giver det hele pludselig mening.

Det er den absolut autentiske rock’n’roll, der er gruppens velcementerede fundament. Og midt i en festival, hvor mange grupper synes at basere deres show på den højeste larmefaktor, er det en sand fryd, at opleve Rag City Dolls ærbødighed for genrens oprindelige melodikonstruktioner. Det er fængende og flere sange sætter sig øjeblikkeligt fast – blandt andet nummeret ‘Yeah Yeah Yeah’, der respektfuldt puster liv i rockens oprindelige legesyge karisma.

Showmæssigt er der ikke det store at hente. Der bliver trampet rundt på scenen, men ikke mere end det. Der skal helt klart arbejdes på en større publikumskontakt, hvis Rag City Dolls skal fange flere fans. De fire gutter besidder en åbenlys personlig charme, men den kommer aldrig rigtigt ud, hvilket er synd og skam. Der er nemlig, hvis der kommer lidt mere identitet i udtrykket, potentiale til en ganske pæn karriere.

På en måde virker RCD’s indgangsvinkel en smule naiv, men måske er det netop det, der er gruppens grundlæggende styrke – at de prætentiøse fornemmelser for en aldrende genre er tilsidesat for en barnlig lyst til at genopdage den.