Roskilde 04: Morrissey – den sidste internationale playboy

“Jesus – do you hate me?”, spurgte Morrissey sent lørdag aften i Arena-teltet. Nej, Morrissey, det gør han naturligvis ikke, men han synes nok, at du er en af de mere sære blandt hans børn.

Det tog den gamle dandy lidt tid at komme i gang, men efter et tøvende første kvarter var han varm.

Morrissey gav publikum, hvad de var kommet for. Både en håndfuld sange fra hans seneste album “You Are the Quarry” og naturligvis de gamle, store ‘Everyday Is Like Sunday’ og The Smiths-klassikeren ‘There Is a Light That Never Goes Out’ med den smukke, absurde kærlighedserklæring ‘And if a double decker bus / crashes in to us / to die by your side / what a heavenly way to die’.

Det var en mere afdæmpet, moden Morrissey, end man tidligere har set. Håret er ikke længere fønnet så voldsomt, og kastene med mikrofonledningen er tilsyneladende også aftagende. Men at han langt fra er endnu en falmet firser-stjerne, blev cementeret af, at det var sangene fra det nyeste album, der blev fremført med den største nerve og intensitet – og modtog den største hyldest fra et som altid hengivent publikum.

Og mens de røde lamper i de flere etager høje ‘MORRISSEY’-bogstaver lyste videre blev publikum stående og sang afslutningssignaturen, Sinatras ‘My Way’, inden de forsvandt ud i natten og smatten. Corny, naturligvis, men det er i orden. For Morrissey er der altid et lys, som aldrig slukkes.