VIBRATION 04: Windermere – svær opvarmningstjans

Windermere havde en utaknemmelig fredag den 13. på Stengade. Stedet var pakket, men det var ikke de fire fredelige fyre på scenen, som folk var kommet for at se. Aftenens hovednavn var svenske First Floor Power, publikum var gearet til chik indie-pop, så Windermere’s indadvendte og langsomme dysterrock bragte dem ikke just i kridthuset. Sniksnakken næsten overdøvede musikken, og det største jubeludbrud opstod flabet nok, da bandet annoncerede deres sidste nummer. Lidt synd.

Klædt i sort og med blikket fæstnet på instrumenterne, kan Windermere ikke beskyldes for at være nogle spasmagere på scenen. Musikken skal tale for sig selv, og formlen er ret simpel. Stramme og tunge trommer danner sammen med den langsomt pumpende bas en ulmende bund, der giver de to guitarister frie hænder til at lege med deres instrumenter indhyllet i en enorm rumklang. Megen legesyge var der nu ikke at spore, guitarfigurerne var for anonyme og havde for lidt fylde. Nærmere mager Twiggy end eventyrlysten Anna Nicole Smith.

I centrum på scenen såvel som i lydbilledet tronede Jakob Skjoldborg imponerende klangfulde vokal. Tilsyneladende ubesværet dækker hans store stemme et enormt spektrum, men dens yndefuldhed tenderer også det kedelige. Nøjagtigt som Windermere selv, mangler den kant og personlighed.

Det hele var meget inderligt og kompetent fremført, men det manglede absolut også både overraskelse og opfindsomhed i melodi og arrangement. Der var glimt af pompøs skønhed, men de fleste sange slæbte sig af sted, den ene efter den anden, som uinspirerede og trætte kontorfolk på vej hjem fra jobbet. Imens snakkede publikum videre om skiferier i Frankrig og trucker-kaskettens afsluttede livsbane. Og min øl blev stadig mere doven.