SKANDERBORG: Sparkling – Depechen er sendt videre
Sparkling stillede op med et utroligt flot og præcist lydbillede, da de fredag eftermiddag indtog Skanderborg-festivalens Blå Planet som dagens band nummer to i Starfighter-konkurrencen med en halv times ganske elegant elektronisk rock.
Med som gæster havde den et år gamle Københavner-duo, der normalt består af Carsten Bentzen på vokal og Jens Christian Madsen keyboards og andre effekter, en ferm trommeslager og en effektiv støjguitarist.
Musikken, der bestemt synes værd at lytte til en ekstra gang eller to inden en definitiv bedømmelse, læner sig i både tempo, rytme og instrumentering lidt mere en almindeligt meget op af Depeche Modes nyere bagkatalog, og Carsten Bentzens lyse storbycrooner-stemme lægger sig på den ene side ret tæt op ad Suedes Brett Andersons samtidig med at den heller ikke er helt fjernt beslægtet med Baal-forsanger Bjørn Fjæstads teatralske stemme.
Alligevel var der en stærk personlig nerve og både nærvær og inderlighed at spore i deres optræden. Specielt under det mere afdæmpede “Collecting Memories”, hvor også Bentzen stemme kom allermest til sin ret.
Bandet leverede i sandhed en storladen lyd. Melodierne var ikke fantastiske, men der blev spillet dygtigt og tight, og udtrykket var rent uden at være alt for pænt. Og så skal det tilføjes, at frontmand Bentzen trods det stærkt talsvage publikum, formåede at holde gejsten højt. Klart et band, der er værd at holde øje med på de mere intime scener rundt om i landet.