Beach House – spøgelsespop for viderekommende
Få formår som den amerikanske duo Beach House, at trylle hvad der umiddelbart lyder som dødssyg monoton og ensformig musik om til selvsikker, mystisk og dragende søvngængerpop. Og med en af årets bedste album i bagagen var forventningerne til bandet til at tage og føle på.
Stilsikkerheden blev da også slået fast fra start, da aftenens altoverskyggende hovedperson, sangerinden Victoria Legrand, indtog scenen i stormønstret buksedragt. Med sin teatralske udstråling og gentagne headbanging indover sine tangenter lignede hun en blanding af en ung Kate Bush og Ronja Røverdatter, hvis denne var droppet ud af de svenske skove og søgt ind på Designskolen. Fra første færd var hun meget svær ikke at holde af.
Til gengæld havde musikken som helhed svært ved at følge med i starten, og det var først efter et par lidt blodfattige og anonyme udgaver af ‘Wedding Bell’ og ‘You Came to Me’, at bandet – og især Legrand – var spillet varmt og dermed klar til at erobre et pænt fyldt Lille Vega.
Live har Batimore-duoen allieret sig med en trommeslager, hvilket tilføjer en klædelig dynamik og giver den hjemsøgende spøgelsespop fra pladerne et mere organisk og unikt præg. Det førte til svimlende højdepunkter som ‘Gila’, ‘Heart of Chambers’ og ikke mindst ‘Master of None’ fra debutpladen, hvor den isnende sviner »Jack of all trades / Master of none« holdt publikum i et insisterende jerngreb, og gjorde alt andet ligegyldigt.
Men ind imellem de ubestrideligt magiske øjeblikke gik der for meget pausefisk i den, og selvom Victoria Legrand er en stjerne – og et regulært naturfænomen på en scene – skal der sgu lidt mere til næste gang, hvis jorden for alvor skal skælve under vores fødder.
