Mew – forsagte konger

Man mærkede det allerede en halv time før start, hvor klap og kampråb begyndte at gjalde, mens køen slangede sig ud fra Arenas dunkle hule. Stemningen var sitrende, summende, elektrisk. Efter Mews fire år lange, selvvalgte eksil hungrede publikum efter nærkontakt med bandet.

Entreen var effektfuld med ravnsorte munkekutter og et trommebårent nyt nummer med indbygget omkvædsdetonation. De sakrale rober blev dog hurtigt smidt, og efter en håndfuld nykommere til sangkataloget – inklusiv en spændstig udgave af ‘Introducing Palace Players’ med Bo Madsens indebrændte befamling af strengene – vendte trioen skuden mod kendte horisonter med ‘Special’s splintrende rytmiske krumspring, der dog aldrig kom for langt ud at svømme takket være den altid stoisk rolige tromme-tovholder Silas Graae.

Netop her – mellem det komplekse og den direkte appel, mellem det forsagt indadvendte og det brutalt forløsende – befinder Mew sig godt. Og selvom de nye numres eventyrlystne ekskursioner ind i mellem blev lidt for kringlede, så var folkets hyldest øredøvende henført. For ingen andre herhjemme formår at kombinere Sears Tower-høje ambitioner med så bred gennemslagskraft. Og derfor har Danmark brug for Mew.