Yacht – tak for festen

Det emmede af coolness på Rust, inden Jona Bechtolt og Claire L. Evans steg op på den snævre scene. Og straks fra deres indtog havde de fat i den lange ende. Ikke mindst på grund af hittet ‘I’m in Love With a Ripper’, der allerede blev spillet som andet nummer i settet. Et enkelt blik på publikum afslørede også en vis tilfredshed, når de slap sig løs til de to Eurythmics lookalikes’ beatsikre electropop.

Aftenen blev en rejse mellem de to indie-baskere, førnævnte ‘I’m in Love With a Ripper’, og ‘Psychic City (Voodoo City)’, der sluttede aftenen af, hvor et feststemt publikum blev holdt i et stramt greb af den DFA-signede duo, som med deres fire-i-gulvet-kompositioner ikke lod sine beskuere få et øjebliks fred: Der skulle festes, og ikke mindst danses. Og hvad skal man i øvrigt med instrumenter, når det hele kan klares med et enkelt tryk på en knap? Ikke en skid, for duoen ville også feste, og det gjorde de på bedste manér. Blandt andet med en meget hjemmebrygget koreografi.

Efter knap en time havde Mr. & Ms. Yacht så fyret alle deres numre af, stagedivet og givet et ekstranummer. Yacht vil sandsynligvis aldrig kunne optræde bedre, end de gjorde det fredag aften, hele deres opsætning tillader simpelthen ikke mere. Men til en natkoncert som denne kunne det ikke være mere effektivt. Så tak for festen, men det var absolut en skam, den ikke varede længere!

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af