The National – lokkende melankoli

Matt Berninger er en af den moderne rock mest paradoksale frontmænd. For som han står der på Arenas scene foran et femcifret antal mennesker, virker han ikke særlig veltilpas.

Tvært imod tyder hans hvileløse vaklen rundt på scenen mellem numrene på det modsatte. Til gengæld er han intenst dragende som få.

At The National befinder sig på Arena er et godt pejlemærke for det potentiale, gruppens musik rummer. Og selv om scenariet med en lunende sol i udkanten af teltdugen er lidt aparte i forhold til de melankolske toner, labber publikum det da også i sig.

Efter lydmanden har brugt et par numre på at indstille niveauerne, begynder den udvidede bandopstilling med to blæsere og en tangent-, violin- og sågar melodica-spillende ottendemand at give mening. Og da den ranglede forsanger under ‘Abel’ bryder barrikaderne og begiver sig på sejlads i publikumshavet med en alenlang mikrofonledning, sitrer det af højstemt elektricitet. Ligesom det risler ned ad ryggen, da han i ‘Mr. November’ falder på knæ og smadrer mikrofonstativet i mod det støvede scenegulv.

The National er ikke verdens mest spektakulære band, og undervejs opstår der da også mere stillestående passager, men de går til makronerne med beundringsværdig seriøsitet, ligesom de har en sjælden sans for at skabe gribende omkvæd og guitarbrusende klimakser.  Og så har de i Matt Berninger den perfekte antihelt, der, i det han kradser i sine indre sår, er nem at identificere sig med i al sin slående menneskelighed.