James Blake – skønsang og tunge basstød
Du kender det. Inderligheden og vreden. Turen fra uendelig hengivenhed til ukontrolleret raseri. På disse følelsesmæssige rutsjeture brændemærkes mennesket for alvor af livet. Derfor har det altid været potent brændstof at sætte menneskets flossede følelser på musikalske formler. Her er britiske James Blake ikke anderledes end sine musikalske kolleger, men få har gjort det så minimalistisk, genialt og overraskende i de seneste år som ham.
Derfor var det ikke mærkeligt, at omtrent 15 personer tryglede om at købe en billet til den komplet udsolgte koncert uden for Vega. Med så megen hype i bagagen kunne den succesfulde brite sikkert have fyldt Store Vega, men den 55 minutter lange koncert viste, at Lille Vega var en passende mundfuld for talentet.
Koncerten begyndte en anelse sterilt. Akkompagneret af trommeslager Ben Assiter og guitarist Rob McAndrew formåede James Blake ikke at sprede albuerne selvsikkert ud i de første tre numre. Hans ellers så virkningsfulde og minimalistiske pendlen mellem knugende sårbarhed og ildevarslende vrede strittede mærkeligt poleret og endimensionelt.
Det ændrede sig dog drastisk. Badet i skiftevis hvidt og sadistisk rødt modlys hensatte Blake i ‘I Never Learnt to Share’ publikum i vuggende hypnose med tonstunge basstød og dryppende skønsang. Pludselig foldede lyden sig ud i et virvar af skæve pauser, dragende melodier og overmandende maskingeværssalver af hamrende bas. James Blakes særegne evne til at skildre intime følelser med haltende elektroniske rytmer, klassiske klaverstykker og gulvvridende dubstep-drøn åbenbarede sig for alvor, og med genert charme bag sit keyboard omdannede briten Lille Vega til et missionshus, hvor musikken prædikede smukt om sårbarhed, smerte og vrede gennem soul og – ja nærmest gospelelementer.
Med en lang og ekstra dyster version af ‘Limit to You Love’ høstede James Blake aftenens største publikumsbrøl, men ved at trække et hårdt og danseopfordrende nummer frem fra en af sine tidlige ep’er understregede Blake også, at han kan andet end at benytte melankoli som løftestang for sin musik.
James Blake vaklede kun i korte momenter i en ellers flot og overbevisende koncert. Hvis han fremover formår at holde fast ved den nerve og klarhed, som gør hans musik så forbandet dragende, bliver hans enorme potentiale vekslet til stor stjernestatus.
