Foo Fighters – stadionrock til folket

Jeg forestiller mig en intens (men høflig, naturligvis!) fight mellem Foo Fighters-kaptajn Dave Grohl og Flaming Lips-frontmand Wayne Coyne om titlen som ‘amerikansk rocks mest sympatiske mandsperson’. Det ville så afgjort blive tæt løb. Grohl virkede i hvert fald, som vanlig, yderst sympatisk, storsmilende og i højt humør, da han og sine fire co-Fighters kørte hitkanonen i stilling og blæste to timers veltrimmet og smittende sing along-stadionrock lige i fjæset på folket, der til aften var taget en tur i det grønne på Refshaleøen.

»These are my famous last words« var den første tekstlinje, som Dave Grohl spyttede ud i åbningsnummeret ‘Bridge Burning’. Skal man tage den gode mands ord bogstaveligt må man sige, at han gik ud for fuld musik.

Foo Fighters-bagkataloget består efterhånden af en nogenlunde ligelig fordeling af hits and misses, men heldigvis havde kvintetten til aften succesfuldt formået af sortere godt fra snot og kunne derfor mestendels stopfodre det begejstrede publikum med den ene iørefaldende guitarrocker efter den anden, hvor de knivskarpe og supertighte udgaver af ‘Monkey Wrench’, ‘All My Life’ og ‘Best of You’ stod tilbage som aftenens største højdepunkter.

Gennem den over to timer lange koncert var der i det hele taget kun få stunder, der faldt til jorden, og Foo-drengene kunne med fordel for eksempel have ladet den uinspirerede coverversion af Mose Allisons’ ‘Young Man’s Blues’ og den kedelige umpti-umpti-stinker ‘Skin and Bones’ blive hjemme.

Et godt stykke inde i koncerten proklamerede Grohl vittigt, at bandet agtede at blive ved med at spille til de ikke gad mere i stedet for at forlade scenen for derefter at vende tilbage til ekstranumrene, da det kunne sammenlignes med at vende tilbage for at knalde en ekskæreste.

I stedet kastede bandet sig afslutningsvis ud i et vellykket cover af Queens boogierocker ‘Tie Your Mother Down’ med trommeslager Taylor Hawkins på vokal, inden der blev lukket af med maner med en fremragende version af ‘Everlong’, så man næsten ikke kunne tillade sig at kræve mere af det gunstige femkløver.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af