Ulige Numre – sigter mod drømmen

Der var engang en ung mand, som greb hele sit hjemland ved hjerterne, da han skrev en sang om sin hjemby, Göteborg. Nogenlunde sådan begynder historien om Sveriges Håkan Hellström, og den samme historie bliver måske en dag skrevet om Ulige Numre.

Faktum er i hvert fald, at den unge gruppes første single, hovedstadshymnen ‘København’, ramte rent ind i efterårsmelankolien for mange og har haft mere end 20.000 afspilninger på Youtube siden i mandags. Derfor var der også meget at leve op til, da Ulige Numre skulle varme scenen på Loppen op for Nikolaj Nørlund.

Men det var ikke let at spotte, at bandet kun har spillet sammen i et lille år. Med den slags beskedne charme, der resulterer i sukkende zombie-teenagepiger og hjerteovertegnede kladdehæfter, indtog forsanger Carl Emil Petersen sammen med resten af bandet scenen og lagde ud med en kæk energi, der virkede ret upåvirket af hyper-hypen fra de sidste par dage.

Læs også: Hør Ulige Numres ‘København’

De bombastiske trompetfanfarer fra de to medbragte blæsermusikanter og de storladent buldrende trommer, tilføjede rigeligt med larger-than-life The National-feel til den gedigne, tamburininficerede og lige-ud-ad-vejen guitarrock, som blev leveret af et helt igennem velspillende band.

Men ét var samspillet mellem drengene, noget andet var de naivt kærlighedshungrende og uendeligt bittersøde tekster på modersmålet, som Carl Emil Petersen krængede ud. Ungdomspoetiske linjer som »rammer jeg dit blik, eller rammer jeg en kant?« og »hvis jeg må skrive dit navn i sneen, før foråret smelter os væk, vil du glemme alt jeg sagde?« var så klokkeklart ligefremme og oprigtige, at de gik lige ind i hjertekulen og pustede liv i gamle minder om forliste sommerforelskelser og gamle flammer.

Ulige Numre første kræftpræstation var med andre ord både bundcharmerende og pokkers velspillet. Og så føltes det pludselig lidt som selv at være 20 år igen.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af