Handsome Furs – synth-ægteparret, der ikke vil hjem

Hvis man syntes, at et canadisk synth-fyrværkeri ville være den helt oplagte måde at fejre Danmarks sejr over Portugal med, var det oplagt at skynde sig på Loppen efter slutfløjt. Her holdt Handsome Furs nemlig en skæg og uhøjtidelig tirsdagsmesse for de cirka 100 fremmødte.

Efter en lidt akavet lydprøve og en meget lidt glamourøs entre cirka ti sekunder efter gik ægteparret fra Montreal i krig med første skæring fra den nyeste plade, det dunkende anthem ‘When I Get Back’. Bifaldet efter den fik duoen til at drage et lettelsens suk, og resten af koncerten var de fulde af taknemmelighed over, at vi gad at fyre den af med dem på en tirsdag aften – det er nemlig meget sjovere at være på turne end at have et telemarketingjob, forklarede de, hvis nogen ellers skulle være i tvivl om det.

Med insisterende backing tracks, episke synth-riffs og gode omkvæd egnede Dan Boeckner og Alexei Perrys musik sig fint til en medrivende koncert, og deres charmerende tilstedeværelse på scenen skabte god stemning. Perry dansede 80’er-krukket ballet, mens hun trykkede på knapper, og Boeckner høvlede løs på sin guitar, mens vodka-sveden piblede af ham.

Sætlisten bestod primært at numre fra den synth-prægede nye plade, frem for det lidt mere guitarorienterede bagkatalog, men hvad gør det, når man har numre som ‘Memories From the Future’ og den fantastiske, pulserende ‘Repatriated’. Det glade ægtepar kvitterede for opbakningen med to gange ekstranumre og masser af kærlighed til København.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af