Blufferens guide til Cannes

Er du sat helt af, når medierne de næste dage går i selvsving om Cannes-festivalen? Vi kommer dig til undsætning med sætninger, du kan fyre af for at være med i klubben.

1. »Jeg går langt mere op i Cannes end Oscar«
Skal du overbevise som cineast, bør du understrege din overbevisning om, at årets virkelige film-VM udspiller sig i Frankrig og ikke i USA. Mens Oscar har hang til reaktionære tudedramaer, danner Cannes fortrop for de nytænkende filmbevægelser. Det er her, man har fingeren på pulsen – ligesom dig.

2. »Cannes’ indsats for kvinderne virker lovlig symbolsk«
Cannes bliver år efter år kritiseret for sin eklatante mangel på film af kvindelige instruktører. I år er der tre kvinder med blandt  instruktørerne af hovedkonkurrencefilmene (Nicole Garcia, Andrea Arnold og Maren Arde), så du synes måske nok, at festivalen stadig halter efter. Jane Campion er fortsat den eneste kvinde, der nogensinde har vundet Guldpalmen, for ’The Piano’ i 1993.

White God
‘White God’

3. »Jeg savner den gode gamle pornopendant«
Når Cannes-samtalerne kører i ring om æstetiske træk i transsibirisk nyrealisme, kan du med fordel indskyde, at det hele er blevet så selvhøjtideligt, siden Hot d’Or lukkede i 2001. Det var en pornofilmfestival, der blev afholdt en kilometers penge nede ad kysten på præcis samme tidspunkt. I det mindste har Cannes dog stadig Palm Dog – prisen for bedste filmhund, som (selvfølgelig) sidste år gik til ‘White God’.

4. »Men det bliver nu aldrig det samme som i ’68«
Alle ved, at alt var bedre i gamle dage, også filmfestivaler. Og skal du virkelig blære dig med din historiske referenceramme, nævner du 1968 som en virkelig milepæl i festivalens liv. Her besatte de unge nybølgeinstruktører med Jean-Luc Godard og Francois Truffaut (billedet) i spidsen festivalpalæet og fik lukket festivalen i protest mod manglende kunstneriske visioner.

5. »Guldpalmen er i ental – fat det«
Lige meget hvor elegant du har eksekveret de øvrige punkter, kan du miste al din etos, hvis du forfalder til en udbredt misforståelse: At kalde hovedprisen for Guldpalmerne. Der er nemlig kun én Guldpalme, og man kan derfor ikke vinde ’palmerne’, hvilket selv rutinerede journalister ellers lystigt fortæller år efter år.

Woody Allen

 
6. »Jeg følger mest med i Un Certain Regard«
Hele filmverdens øjne er rettet mod hovedkonkurrencen, hvor 20-22 film deltager. Men skal du virkelig adskille dig fra mængden – og det vil du jo gerne som cineast – så fremhæver du, at du faktisk er mest interesseret i sideprogrammerne, som Un Certain Regard-serien, der er hovedkonkurrencens lillebror og især fokuserer på film af unge talenter.

7. »Den var aldrig blevet udtaget, hvis den ikke var fransk«
En tilbagevendende kritik af festivalen er, at den favoriserer film fra hjemlandet. Så når tre film af ukendte franske instruktører er udtaget, er du ikke sen til at slå fast, at den franske forbindelse har sejret igen, mens du påpeger, at festivalen langt fra er ufejlbarlig: Instruktører som Tarkovskij, Godard, Kubrick og Woody Allen har for eksempel aldrig vundet.

Læs også: De 10 film, vi glæder os mest til under Cannes-festivalen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af