The Whitest Boy Alive
Det er yderst ejendommeligt, at man på en og samme tid får lyst til at drikke Ceylon-te i en hængekøje, samtidig med at discofeberen sætter hele kroppen i lemmedaskende svingninger. Men med The Whitest Boy Alives debutalbum var fornemmelsen præcis sådan.
Den virkningsfulde krydsning mellem beroligende, økologisk indiepop og skosnude-vrikkende disco forbliver da også et iørefaldende adelsmærke på denne efterfølger. Der er ingen chokerende landvindinger i forhold til debutalbummet: Erlend Øyes vokal klinger stadig af henslængt, nordisk tristesse, Martin Öz får bassen til at vugge hjemmevant i mellemgulvet, mens Daniel Nentwig med perfekt timing bryder ubesværet ind med sine Rhodes-tangenter. Enkelt måske – men også stramt som et flagknob!
Nogle vil måske efterlyse lidt flere dagdrømmende spadsereture ad ukendte græsgange, som man blandt andet kunne høre på skæringerne ‘Borders’, ‘All Ears’ og ‘Don’t Give Up’ fra debut’en fra 2006. Til gengæld er der ingen – INGEN – som kan spille lige så skødesløst røgfyldt og samtidig frostklart som The Whitest Boy Alive på ‘Courage’, ‘High on the Heels’, ‘Rollecoaster Ride’ og den vanedannende ‘Island’, som sidder så milimeterpræcist i skabet, at man tager sig selv i at gøre stuegulvet usikkert med uhæmmet fodskifte og klodsede vindmøllebevægelser.
Der er ingen revolution på vej fra Øye & co., men kvartettens magiske groove-opskrifter har et så ubesværet tag i hit-pulsåren, at man øjeblikkeligt må overgive sig.