Dirty Projectors

Stream hele albummet på Dirty Projectors’ Soundvenue-profil.$0 $0 Det rastløse musikalske legebarn Dave Longstreth har gennem tiden haft mange forskellige besætningsmedlemmer på sit eksperimentelle indieskib Dirty Projectors. På det ottende album er bemandingen fra sidste udgivelse udvidet med to, og sammen med kaptajn Longstreth er de stævnet ud på succesrige opdagelser ude i musikkens gådefulde horisonter.$0 $0 Singlen ‘Stillness Is the Move’ spredte heftige forventningsbølger på internettets musiksider, da det landede i april. Og hypen er berettiget. ‘Bitte Orca’ byder på en mikstur af afropop, r’n’b og artrock, der får indiesveden til at løbe glohedt ned af ryggen. Lækre beats, drillende guitarriff og Haley Dekle og Longstreths vokaler hiver dig helt op i vattede sommerskyer. I forhold til tidligere album er den skrabede afrikansk-inspirerede guitar nu rørt op med skæve musikalske krydderier og tilsat Nat Baldwins sumpede bas, hvilket får Dirty Projectors til at lyde mere grænsesøgende end før.$0 $0 Med et haltende beat, der forvandler sig til momentant råb i ‘Useful Chamber’, og Longstreths Prince-falset i modspil til en gyngende guitar og et blødt feminint kor i ‘Cannibal Ressource’ beviser Dirty Projectors, at de mestre den eksperimentelle og farlige spændvidde mellem det brølende og det tyste med gedigen Brooklyn-coolness. Det er originalt, intelligent og legesyg musik serveret på stramt komponeret og tilgængelig facon.$0 $0 Deres musik appellerer normalt til yderpunkterne i det musikalske landskab, men med ‘Bitte Orca’ kan Dirty Projectors kapre flere lyttere ombord til en søfart på musikkens syv have.$0

Dirty Projectors. 'Bitte Orca'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af