Arctic Monkeys
Håret er blevet længere. Musklerne er blevet større. Og på deres tredje album er Arctic Monkeys også vokset musikalsk. De nye numre er stadig spækket med huggende guitarer og hyppige rytmeskift – og det er selvfølgelig stadig ekstremt melodiøst. Men Sheffield-drengenes ærkebritiske udtryk er nu blevet udvidet takket være en mere støvet og stenet rocklyd, der stammer fra amerikanske Josh Homme, frontfigur i Queens of the Stone Age. I sit studie i den californiske ødemark har han været den primære producer, og opholdet i den golde ørken har langt hen ad vejen været frodigt for de fire polar-aber.
Energien er bibeholdt, men den er knapt så kåd som tidligere, hvilket har gjort det hele mindre stakåndet og mere velovervejet. Der er nu tid til at trække vejret, som i ‘Potion Approaching’ der midtvejs både skifter gear og skifter det gennemgående guitarriff ud med en tung basgang og uhh-uhh-kor. Og så er teenage-teksterne om at score på dansegulvet afløst af mere sammenbidte og småsyrede sangforedrag. Denne nytilkomne modenhed klæder uden tvivl bandet, og virker som et skridt i den rigtige retning – men der mangler lige det sidste, før de når helt i mål, på trods af stærke udbrudsforsøg undervejs som for eksempel ‘Crying Lightning’.
De James Ford-producerede ‘Cornerstone’ og ‘Secret Door’ skiller sig desuden ud. For selvom de to beslægtede ballader er skabt med traditionsbundne toner, så tårner de sig op som tidløs popmusik, der kun bliver bedre af, at Alex Turner crooner sig igennem på ungdommelig Morrissey-manér. ‘Humbug’ fremstår derfor en anelse polariseret mellem den tungere fuldblodsrock og den lette, ubesværede 60’er-pop a la sidste års sideprojekt The Last Shadow Puppets. Men modningsprocessen er i gang. Så må mesterværket komme næste gang, når bandet er fuldt udvokset.