Nikolaj Arcel i spil til ny Marvel-filmatisering

Nikolaj Arcel i spil til ny Marvel-filmatisering
Foto: Jeppe Gudmundsen

Nikolaj Arcel er med på den shortlist af instruktører, der i øjeblikket forhandler med Marvel om instruktørjobbet på ’Doctor Strange’, studiets næste comic book-filmatisering. Det skriver The Hollywood Reporter.

Den danske instruktør, hvis ’En kongelig affære’ sidste år blev Oscar-nomineret, har boet i USA gennem et stykke tid og har tidligere været sat i forbindelse med indtil flere projekter, blandt andet en ny version af Hitchcock-klassikeren ’Rebecca’, Don Winslow-filmatiseringen ’The Power of the Dog’ og en anden tegneserie-filmatisering, ’Fables’.

Arcel er ikke det eneste danske islæt i ’Doctor Strange’. Den herboende amerikaner Joshua Oppenheimer, der står bag ’The Act of Killing’, har arbejdet på en første version af manuskriptet, der handler om Stephen Strange, en arrogant kirurg, hvis hænder smadres i et biluheld. Strange rejser til Tibet efter en kur og kommer her på kant med eremitten Ancient One, en troldmand, der praktiserer sort magi.

Arcel er oppe i mod tre andre instruktører til projektet: Mark Andrews, Dean Israelite og Jonathan Levine.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af