CPH PIX: ‘Moebius’

‘Moebius’ er film nummer 19 fra den kontrære sydkoreanske auteur Kim Ki-duk, der brød igennem med det über-ubehagelige, meditative mareridt ‘The Isle’ (2000), hvor hovedpersonerne bruger fiskekroge til at flænse sig selv op indvendigt – henholdsvis ved at sluge dem og putte dem langt op i underlivet.

Da filmen i sin tid blev vist på festivaler, gik der rygter om, at folk ikke kun udvandrede i forargelse, men besvimede og kastede op. Sandt eller ej så er ‘The Isle’ uden tvivl en voldsomt kropslig oplevelse – og det er ‘Moebius’ i den grad også. Incest, gruppevoldtægt, kannibalisme og kniv-sex er blot nogle af elementerne i Kim Ki-duks nye provo-værk, der – selvom det vel kan betegnes som et slags familiedrama – er den realistiske køkkenvask-variants diametrale modsætning.

Man fatter næsten ikke, at manden bag ‘Moebius’ er den samme, som instruerede de spirituelle og visuelt smukke fabler ’Forår, sommer, efterår, vinter … og forår’ og ’Tomme Huse’, når man ser hans nye films rå æstetik, der minder om David Lynchs ‘Inland Empire’ i sin overlagte, digitale grimhed.

Den poetiske billedside, som før har opvejet den overvældende brutalitet i sydkoreanerens film, er fraværende i ‘Moebius’, der er én nedadgående spiral af penisafkapninger  – uden ét ords dialog.

Den kontroversielle stumfilm starter med, at en mor (Lee Eun-woo) skærer sin søns penis af og spiser den (!) for at hævne sig på sin mand (Jo Jae-hyeon), der har en affære med en butiksbestyrerinde (der ligeledes spilles af Lee). I sympati med sønnike får faren så fjernet sin egen penis i håb om, at en transplantation en dag bliver mulig, og han begynder at researche alternative former for tilfredsstillelse for de penisløse, hvilket bl.a. fører til, at både han og sønnen gnubber sten i kødsår og dolker sig selv i ryggen, til smerten til sidst udløser en form for orgasme.

Men kan mænd undvære deres penisser i det lange løb? Kim Ki-duk beskriver med grotesk, sort humor, hvordan mændenes situation driver dem til vanvid. I en virkelig sjov scene er sønnen på flugt – med en nyafskåren, stadigt pulserende penis i hånden – klar til at få en transplantation, til at få sit liv tilbage. Og man tager sig selv i at heppe på ham og råbe »løb!« af lærredet, men han indhentes af sit offer, falder, og penissen triller ud af hånden på ham og ud på vejen, hvor en lastbil kører den over. MEGA øv.

Disse glimtvise grin kan dog ikke råde bod på, at ‘Moebius’ er en af Kim Ki-duks svageste film. Det kammer simpelthen så meget over med provokationer og penis-misundelse, at det bliver plat.

Og det stikker for alvor af for instruktøren hen mod slutningen, hvor de ødipale undertoner bliver hamret i hovedet på publikum. Det er så komisk, at den eneste formildende omstændighed er, at filmen kan grine af sig selv.