Græsk stortalent samler internationalt drømmecast

Græsk stortalent samler internationalt drømmecast

Yorgos Lanthimos satte græsk film på landkortet med det groteske drama ’Dogtooth’ om en familie, der lever isoleret fra verden og har opfundet sine helt egne spilleregler.

Instruktøren fulgte op med den ligeledes surrealistiske ’Alps’, og da flere andre græske instruktører også markerede sig, havde vi pludselig en decideret græsk bølge.

Det har vakt opsigt verden rundt, og selvom Lanthimos ikke just er en publikumsleflende filmskaber, har succesen alligevel åbnet døren til større budgetter og internationale projekter.

Hans første engelsksprogede film hedder ’The Lobster’, og det cast, som er ved at samle sig, er et af de mest spændende overhovedet lige for tiden.

Léa Seydoux fra ’Adèles liv – kapitel 1 & 2’ står øverst på rollelisten, efterfulgt af de etablerede stjerner Colin Farrell og Rachel Weisz. De dygtige briter Olivia Colman (’Tyranossaur’) og Ben Wishaw (’Skyfall’) er også med, og nu er det ifølge The Playlist blevet offentliggjort, at altid seværdige John C. Reilly får en rolle i filmen.

’The Lobster’ er en sci-fi-film, der foregår i Byen, hvor singler bliver anholdt og anbragt på Hotellet. Her har de 45 dage til at finde en partner – ellers bliver de forvandlet til et dyr og sat fri i Skoven. Men en mand – filmens hovedperson – undslipper hotellet og forelsker sig i en af de andre ”Loners”, der bor i skjul i skoven.

Det lyder, som om Lanthimos fastholder sin forkærlighed for det allegoriske og aparte.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af