Instruktion: Christopher Nolan. Medvirkende: Matthew McConaughey, Michael Caine, Anne Hathaway, Jessica Chastain, Casey Affleck. Premiere: 6. november.
Tre trailer-tanker:
1. Selv om vi har med science-fiction og en rumrejse at gøre, kredser ‘Interstellar’ om et noget mere virkelighedsnært emne – verdens madressourcer er blevet udtømt, og menneskeheden er i knibe – end Christopher Nolans tidligere ‘Inception’ og ‘Dark Knight’-trilogi.
2. Matthew McConaughey, der genbruger sin sydstatsdræven fra ‘True Detective’, får sin debut i en Nolan-film, men der er også flere gengangere fra instruktørens univers. Anne Hathaway var med i ‘The Dark Knight Rises’, og Michael Caine er med på Nolan-holdet for sjette gang og typecastes endnu engang i rollen som rådgiveren. Han spillede Alfred i ‘Batman’, Miles i ‘Inception’, Cutter i ‘The Prestige’, og nu ser han ud til at spille den samme rolle igen.
3. Filmens billedside ser betagende ud. Nolan har tidligere udtrykt sin beundring for Stanley Kubrick, og rumrejsebillederne – de snurrende satelitter og genskinnet i rumdragtens visir – vækker her minder om ‘Rumrejsen år 2001’. Instruktøren forguder filmkameraet og foretrækker at lave visuelle effekter in camera, i en tid hvor mange vælger CGI-effekter og 3D, og denne gang har han Hoyte Van Hoytema, der har skudt ’Lad den rette komme ind’, ’Tinker Tailor Soldier Spy’ og ’Her’, bag kameraet.
Læs også: 10 sommerfilm vi glæder os til