David Fincher og Rooney Mara er ved at udvikle sig til et af branchens stærkeste instruktør-skuespiller-partnerskaber.
Seneste nyt er, at Mara skal spille med i Finchers filmatisering af spionromanen ’Red Sparrow’, skriver deadline.com.
Fincher castede Rooney Mara til ’The Social Network’ og ’The Girl With The Dragon Tattoo’, og ’Red Sparrow’ bliver således deres tredje samarbejde. Jason Matthews roman foregår i Rusland under Putin og handler om efterretningsofficeren Dominika Egorova, der får til opgave at spionere på en CIA-agent, som hun udvikler et farligt forhold til.
Manuskriptet skal skrives af Eric Singer, som var Oscar-nomineret for bedste originale manuskript med ’American Hustle’. Han er stadig i gang med at skrive manuskriptet, og selvom Fincher og Mara står klar i kulissen, er det derfor endnu ikke skrevet i sten, at projektet bliver til noget.
Læs også: Første forsmag på David Finchers nye thriller
Læs også: David Fincher overvejer Steve Jobs-filmatisering