En af hovedmændene bag flystyrtet og de dertilhørende mysterier i ’Lost’, Damon Lindelof, lagde hele sit hjerte i udviklingen af dramaserien, som blev et øjeblikkeligt hit og fik sig en trofast fanskare.
Men da finaleepisoden af ’Lost’ rullede over skærmen, delte den vandene, og Lindelof blev mødt med en Twitter-storm af utilfredse ’Lost’-tilhængere.
Siden har Lindehof skullet finde sig i udtrykket »at lave en ’Lost’«, hvilket blandt tekstforfattere er det værste mareridt: At en successerie løber ud i sandet, efterhånden som sæsonerne går.
»Det er dét, jeg lever med«, fortæller Lindehof i et nyt interview med The New York Times. »Jeg har ikke selvtilliden til at sige: ’Nå, det kan rende mig. Jeg elsker det show, og jeg ville ikke ændre noget’. Det er ikke dét, jeg siger til mig selv. Jeg tænker ’hvad gjorde jeg forkert?’ og ’hvordan kan jeg undgå, at det sker igen?’«
På sin Twitter-profil udtrykte Lindelof selvironisk skam i sin profiltekst: »Jeg er én af idioterne bag ’Lost’. Og nej, jeg forstår den heller ikke«.
Lindehof slettede imidlertid sin Twitter-profil sidste år, og hans sidste – og halvfuldendte –opdatering lød: »Efter mange tanker og overvejelser har jeg besluttet a«.
Det var en subtil promovering af hans kommende serie, ’The Leftovers’, hvis udgangspunkt er, at to procent af verdens befolkning pludselig forsvinder.
’The Leftovers’ er produceret til HBO – umiddelbart et godt tegn – men den følsomme forfatter fortæller nu til New York Times, at han stadig er bange for at fejle igen. Ikke desto mindre tager han udfordringen op og tilmed med endnu et mystisk plot.
»Mere end noget andet udstråler mit nye projekt: ’Ja, jeg har skabt en persona som den fyr, der tydeligvis er følelsesmæssigt påvirket af jeres ’Lost’-modvilje, men nu begynder det igen. Jeg er tilbage på rutsjebanen, fordi jeg kan ikke lade være’«.
’The Leftovers’ får premiere 30. juni på HBO Nordic.
Læs også: Video: Se inciterende trailer til ny HBO-serie fra ‘Lost’-forfatter
Læs også: ‘Lost’ forklaret på 30 sekunder