’Boyhood’ kan blive den bedst anmeldte film nogensinde

Richard Linklaters drama, der har været 12 år undervejs, styrer direkte mod historiebøgerne.

»En ny amerikansk klassiker.«

»En af de største filmoplevelser, jeg nogensinde har haft.«

»Der har aldrig før været en film helt som ’Boyhood.«

Der er noget nær absolut enighed blandt de amerikanske anmeldere om, at instruktør Richard Linklaters ’Boyhood’ er intet mindre end fænomenal.

Filmen, der i skrivende stund kan bryste sig af et samlet score på 99 % positive anmeldelser på Metacritic.com og 100 % positive på Rottentomatoes.com, er godt på vej til at blive en af de bedst anmeldte film nogensinde, og forudsigelser om en kommende Oscar-regn summer lystigt.

’Boyhood’ er en coming-of-age-film i fænomenets mest bogstavelige forstand: Filmen er optaget over hele 12 år med det samme hold skuespillere, og følger drengen Masons (Ellar Coltranes) opvækst. Masons forældre spilles af Ethan Hawke og Patricia Arquette, og ’Boyhood’ fremstår som en ode ikke blot til barndommen, men også til forældreskab.


Richard Linklater
har tidligere stået bag den ligeledes rost-til-skyerne ’Before’-trilogi (’Before Sunrise’, ’Before Sunset’, ’Before Midnight’, også med Ethan Hawke), såvel som ungdomsfilmen ’Dazed and confused’, der i 1993 lancerede en vis Matthew McConaugheys karriere.

Den foreløbigt eneste sten i ’Boyhood’s sko, men en skarp en af slagsen, er, at filmen er blevet stemplet med en deprimerende R-rating i hjemlandet USA. R betyder, at alle under 17 år skal ledsages af en voksen, hvilket virker ganske gakkelak for en film, der potentielt kunne gå hen og blive den definerende coming-of-age-film for en hel generation af unge.

Flere biografer har da også gjort oprør mod ratingen, som de mener forhindrer filmens rette publikum i at nyde den. Således har fx IFC Center i New York udsendt en pressemeddelelse om, at de finder filmen egnet til »modne unge«, og at de derfor lukker high school-elever ind på eget ansvar.

’Boyhood’ får dansk premiere d.4 september.

Læs også: Zac Efron har en af sine bedste roller i Richard Linklaters ’Me and Orson Welles’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af