‘Kraftidioten’

‘Kraftidioten’

Filmsamarbejdet på tværs af Skandinavien har en række oplagte fordele som lettere finansiering og et større publikumspotentiale. Men kan for mange kokke fra forskellige køkkener fordærve succesformlen?

Svaret er et rungende ’ja’, når man ser en af de mest diffust ufokuserede filmoplevelser i mands minde, norske Hans Petter Molands ’Kraftidioten’, der chokerende nok deltog i hovedkonkurrencen på årets Berlinale.

Det er en slags norsk ultralight-udgave af Coen-brødrenes 90’er-perle ’Fargo’ tilsat masser af b-filmæstetik som umotiverede slowmotionscener og betydningsløse dækbilleder. Molands faste partner in crime, den svenske stjerne Stellan Skarsgård, spiller sneplovsføreren Nils Dickman (ja, navnet er ment som en joke) i en film skrevet af den allestedsnærværende danske manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson.

Nils’ søn bliver myrdet på grund af noget med noget kokain, og så går den vilde hævnjagt, hvor ’hævneren i sneploven’ likviderer en hel masse mennesker, hvilket er akkurat lige så ophidsende, som hans tilnavn antyder. Hurtigt får Nils desuden placeret sig som en lus mellem to negle i en narkobandekrig mellem den psykopatiske boss, Greven (Pål Sverre Hagen fra ’De Usynlige’) og serberen Pappa (tyske Bruno Ganz fra ’Der Untergang’). »Tut mir leid«, siger Pappa, da han skyder en rival, men vent – var han ikke serbisk?

Udgangspunktet er ikke videre originalt, men med en instruktørs overblik og et manuskript, der forstår at balancere vold og grotesk humor (som vi kender det fra Tarantino), kan selvtægtfilmen være et arkaisk underholdningstrip.

’Kraftidioten’ er dog en film uden antydningen af balance. Den starter som træg socialrealisme, men skydes som en række frustrerende skruebolde i utallige retninger. Således er det både et fejlslået forsøg på quirky samfundskritik (to serbere kritiserer manglen på voldtægter i norske fængsler) og et voldsforherligende blodorgie. Jeg stoppede med at tælle mord, da den tiende person var blevet dræbt uden æstetisk finesse.

Filmen har det vel nok mest overflødigt opsvulmede persongallerier i nordisk film siden Lasse Spang Olsens ’Den gode strømer’, og flere af karaktererne tjener ingen funktion. Mest overflødigt er portrættet af Nils’ brors kone, en asiatisk kvinde, der fremstår som et alibi for at lufte en række stupide race- og parfoldsjokes.

Aakeson (der også skrev Molands forrige film, ’En ganske rar mand’) har begået en tematisk losseplads af et manuskript. Det har en mislykket debutantfornemmelse over sig – alt skal med – og således skal vi pludselig forholde os til Grevens søn, der bliver mobbet i skolen, et homoerotisk gangsterkærlighedsforhold og to serberes uvedkommende diskussion om sammenhængen mellem vejrforhold og velfærd.

Skarsgård har intet at arbejde med. Hans vanligt fascinerende stenansigt ændrer sig ikke på noget tidspunkt, og det er ikke doseret underspil, det er tomt ikke-spil. I den anden ende af skalaen formår danske Birgitte Hjort Sørensen (der spiller Grevens eks-kone) i ganske få scener at overspille monumentalt.

I øvrigt – hvorfor hedder filmen ’Kraftidioten’? Det får vi ingen forklaring på. Men måske henviser det til de tilskuere, som indløser billet til en af årets dårligste film.


 

Kort sagt:
Denne nordiske udgave af ’Fargo’ – om en mand på et brutalt hævntogt – er et samarbejde mellem den norske instruktør, den danske manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson og den svenske hovedrolleindehaver Stellan Skarsgård. Det er også en tematisk og stilistisk losseplads.

Spillefilm. Instruktion: Hans Petter Moland . Medvirkende: Stellan Skarsgård, Pål Sverre Hagen, Bruno Ganz, Birgitte Hjort Sørensen. Spilletid: 116 min.. Premiere: 3. juli
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af