Stjernespækket toer med Spacey og Waltz

Ville du betale for at se en film med Christoph Waltz, Kevin Spacey, Jamie Foxx og Chris Pine på rollelisten? Jo tak! Og så måske alligevel ikke.
Stjernespækket toer med Spacey og Waltz

’Horrible Bosses’ fra 2011 var en moderat underholdene, til tider ganske morsom finanskrise-komedie om tre tabere (Jason Bateman, Charlie Day og Jason Sudeikis), der en dag får definitivt nok af deres chefer-fra-helvede (Kevin Spacey, Jennifer Aniston og Colin Farrell på herligt slap line).

Filmen, som helt bevidst lagde sig lunt i ’The Hangovers’ slipstrøm af succes, blev modtaget med lunkne anmeldelser, men de amerikanske publikummer skreg af grin så selvfølgelig måtte en toer sættes i søen.

’Horrible Bosses 2’ lander i biograferne til november, og udover trioen Bateman, Day og Sudeikis, vender også Jennifer Aniston og Kevin Spacey (i sit ondeste es) tilbage. Selv Jamie Foxx genoptager sin lille rolle fra den første film som lurendrejeren Dean ’Motherfucker’ Jones, hvis imaginære farlighed matcher en selvfed indekats.

Derudover er det også lykkes instruktør Sean Anders (manden bag manuskriptet til ’Dum og dummere 2’) at få den dobbelte Oscar-vinder Christoph Waltz (’Django’-reunion!) og stjerneskuddet Chris Pine med på tossetoget, og så burde man i en bedre, mere simpel verden kunne gøre sig forhåbninger om en sort komedie pakket med solide grin og gakkede løjer.

Men ak. At dømme efter den første trailer til ’Horrible Bosses 2’, er der lagt i kakkelovnen til endnu en klassisk omgang amerikansk-infantile toiletjokes og et horribelt spild af talenter. Eller hvad?

Se traileren her og døm selv:

Læs også: Ridley Scotts kommende bibelfilm ‘Exodus: Gods and Kings’ ligner et episk spektakel

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af