Se traileren: ’Fargo’-skuespillers første film som instruktør

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Instruktion: William H, Macy. Medvirkende: Billy Crudup, Anton Yelchin, Laurence Fishburne, Selena Gomez. Premiere: Blev vist på årets Sundance Film Festival i januar, dansk premiere uvis.

Tre trailer-tanker:

1. Du kender sikkert William H. Macy som skuespiller i ’Fargo’, ’The Lincoln Lawyer’ eller for rollen som vidunderbarnet, der er blevet voksen i ’Magnolia’. Nu har den erfarne skuespiller kastet sig ud som instruktør med sin debut, ’Rudderless’. Filmen tager fat i store emner som død, sorg og skoleskyderi, hvilket bestemt ikke er et ufarligt sted at starte sin instruktørkarriere. Men filmen blev vist på Sundance Film Festival tidligere på året og fik gode anmeldelser for sin oprigtige tilgang til emnerne.

2. ’Rudderless’ fortæller historien om en far (Billy Crudup), der mister sin søn under et skoleskyderi og derefter falder ned i en spiral af sorg. Ekskonen kontakter ham og giver ham sønnens notesbøger og cd’er, der indeholder flere numre, som sønnen selv har komponeret. Faren, der selv er musikalsk, starter en terapeutisk proces, hvor han lærer sin søn at kende igennem det musik, han har efterladt sig. En film om fortabte mænd, der genfinder deres stemme.

3. Hvor tidligere film som ’Elephant’ og ’Hvad med Kevin’ primært handlede om, hvad der leder op til et skoleskyderi, ser ’Rudderless’ ud til at koncentrere sig udelukkende om det, der følger efter: sorgen og bearbejdningen af denne. Det virker som en klassisk, følelsesladet fortælling, men brugen af musikken som katalysator og terapeutisk redskab virker interessant, og det bliver spændende at se, om filmen kan holde sin følelsesmæssige kraft uden at gå kold.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af