‘The Expendables 3’

‘The Expendables 3’

Mange drengeværelser i 1990’erne var utvivlsomt præget af en ’Commando’-plakat på væggen og slidte VHS-bånd fra Men of Action-serien side om side i reolen. Også denne anmelders.

Hvis man ikke har investeret store dele af sin barndom i selskab med stjernerne fra ’The Expendables 3’, styrer man nok helt automatisk langt uden om serien, der er lavet til de fans, som finder filmenes plot og saglige kvaliteter komplet underordnede. Langt mere afgørende er den helt rigtige mikstur af camp og leflen for vores minder om en tid, hvor disse nu mere eller mindre udbrændte mænd var verdens sejeste.

I denne tredje omgang hjælper Sylvester Stallones Barney Ross først kammeraten Doc (Wesley Snipes) – godt og grundigt kuldret efter lang tids indespærring for skattesvig, en skæg reference til skuespillerens eget liv – ud af et pansret og velbevogtet tog. Herefter hyrer CIA ham til at uskadeliggøre den modbydelige våbenhandler Stonebanks (Mel Gibson), der i sin tid var medstifter af The Expendables.

Selv om det er svært at måle sig med Van Dammes fede skurk fra toeren, er Gibson en meget velkommen tilføjelse som ærkefjende. Han giver den hele armen, og – modsat Arnold Schwarzenegger, der igen slagter sine replikker – har han bevaret sin store star quality. Harrison Ford er til gengæld ret tør som holdets CIA-kontakt, Max Drummer. Han påstår, at han ikke har moret sig så meget i årevis, men det virker nu altså bare overhovedet ikke sådan.

Da Stonebanks skyder Caesar (Terry Crews), beslutter Barney at afskedige resten af det ellers stadig offervillige hold, idet han ikke længere vil have deres liv på samvittigheden, og den lyssky Bonaparte (Kelsey Grammer) bringer ham i forbindelse med en håndfuld hårdføre unge samt den speedsnakkende og behagesyge Galgo, spillet med bravur af Antonio Banderas. I en ofte sublimt sjov præstation er han filmens es – eller dens joker, om man vil.

De blodfattige actionscener gør ikke det store indtryk. Man savner opfindsomheden fra instruktør Patrick Hughes (den velproducerede australske western ’Red Hill’) og lidt mere gakket vildskab. Franchisens fjogede hjerte – de sympatiske karakterer Barney og Christmas’ (Jason Statham) joviale ping-pong-udvekslinger – slår efterhånden en smule trægt, og Dolph Lundgrens hærgede kæmpe, der var et pletskud i ’The Expendables 2’, får ikke plads til at folde sig ud. Det nye blod har ikke en chance for at udfylde tomrummet, før det rutinerede hold kommer dem til undsætning.

Rygterne svirrer allerede om, at Jackie Chan, Hulk Hogan, en ellers modvillig Steven Seagal og The Rock (vore dages svar på den gamle skoles actionhelt) er sandsynlige kandidater til ’The Expendables 4’, og alle, der ikke har fået nok af 80’er-nostalgien, har velsagtens sine egne personlige drømmecastinger.

Højt på min topliste figurerer Kurt Russell, Nicolas Cage og Christopher Lambert, og i den bedste af alle verdener rekrutterer Stallone også en dag Michael Dudikoff og Brian Thompson (helst som gigaond håndlanger). Dét ville være oldschool. Og ellers er der jo ikke andet for end at støve de gode gamle bånd med ’America Ninja’ og ’Cobra’ af.


Kort sagt:
Tredje del af Sylvesters Stallones franchise vil igen transportere ukritiske fans tilbage til 80’erne, men ’The Expendables 3’ kan meget vel give selvsamme fans abstinenser efter bedre action. Antonio Banderas er heldigvis ubetaleligt morsom, og Mel Gibson udgør en værdig modstander.

Spillefilm. Instruktør: Patrick Hughes. Medvirkende: Sylvester Stallone, Mel Gibson, Antonio Banderas, Jason Statham, Arnold Schwarzenegger, Dolph Lundgren, Wesley Snipes, Randy Couture, Harrison Ford, Kelsey Grammer, Ronda Rousey, Kellan Lutz, Terry Crews, Jet Li. Spilletid: 126 min.. Premiere: 14. august
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af