Trailer: Der hamres på trommerne i indie-triumfen ’Whiplash’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Instruktion: Damien Chazelle. Medvirkende: Miles Teller, J.K. Simmons, Paul Reiser. Premiere: Amerikansk premiere 10. oktober, dansk premiere 19. februar 2015.

Tre trailer-tanker:

1. Selv om der endnu er et godt stykke tid til, vi får ’Whiplash’ i de danske biografer, er der nu en international trailer ude, der giver en forsmag på løjerne. Her ses stortalentet Miles Teller få tæsket trommelærdom i sig lige så hårdt, som han banker på trommerne. Hans underviser er den fantastiske J.K. Simmons, der for en gangs skyld ikke er hyggelig og jovial. Her viser han i stedet prøver på en gedigen gang tough love.

2. Miles Teller fortsætter sin lovende udvikling som andet og mere end en teenage heartthrob. I ’Whiplash’ ses han som passioneret fighter, der kæmper for at blive den type jazz-trommeslager, Simmons har i tankerne. Sveden nærmest springer ud af skærmen, mens Teller kæmper for at holde takt og tone. Traileren tegner et interessant forhold mellem de to musikelskere, hvor Simmons på bedste militærstil prøver at knække Teller. Lad os håbe, at Teller triumferende kan citere Ringo Starr sidst i filmen med ordene: »I got blisters on my fingers!«.

3. Filmen har allerede gået sin sejrsgang på Sundance og Cannes, hvor den blev mødt med stående bifald. Instruktør Damien Chazelle har allerede sit næste, ligeledes musikbaserede projekt i støbeskeen med titlen ’La La Land’, hvor Teller igen skal være med, denne gang flankeret af Emma Watson. Chazelle ligner et godt bud på USA’s næste store indie-filmskaber.

Læs også: Miles Teller og Emma Watson med i ny film fra ’Whiplash’-talent

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af