Hovedforfatter: Terence Winter. Medvirkende: Steve Buscemi, Michael Stuhlbarg, Vincent Piazza, Stephen Graham, Kelly McDonald, Michael Shannon, Shea Wigham, Michael K. Williams. Premiere: 8. september på HBO Nordic.
Tre trailer-tanker:
1. Winter…. undskyld, change is coming i den allersidste sæson af HBO’s ‘Boardwalk Empire’. Serien springer dristigt helt frem til 1931, slutningen af forbudstiden og godt inde i den store depression. At dømme ud fra første teaser ligner det et interessant spring, hvor fronterne virkelig bliver trukket op.
2. En af de store styrker ved ‘Boardwalk Empire’ de seneste sæsoner har været magtkampen mellem gangsterne i de forskellige amerikanske byer: Atlantic City, New York, Chicago. Serien har introduceret nogle knivskarpe karakterer bygget på virkelige figurer – Al Capone, Arnold Rothstein, Lucky Luciano – og især sidstnævnte ser ud til at komme til at få en endnu større rolle her i den afsluttende sæson som en central figur i at organisere mafiakriminaliteten yderligere. Han bliver spillet af den særdeles dygtige Vincent Piazza, som også snart kan ses i hovedrollen i Clint Eastwoods ‘Jersey Boys’.
3. ‘Boardwalk Empire’ startede en smule trægt og forudsigeligt i første sæson, men har efterhånden udviklet sig til en ret forrygende gangsterserie med et af de bedste karaktergallerier på tv lige nu. Med en sublim afslutning kan den godt nærme sig HBO-seriernes Hall of Fame.
Læs også: ‘Boardwalk Empire’ springer syv år frem i tid
Læs også: Her er tv-serierne, vi ser mest frem til i efteråret