Det var ikke, fordi Charlie Hunnam havde fortrudt sit ja til at spille Christian Grey i den kommende ’Fifty Shades of Grey’-filmatisering. Tværtimod havde han faktisk forelsket sig i rollen, fortæller han til Moviefone i et nyt interview. Desværre – eller heldigvis, alt efter hvor man står – trak Hunnam, bedst kendt som Jax Teller i ’Sons of Anarchy’ og hovedrollen i ‘Pacific Rim’, sig ud af projektet, hvorefter rollen gik til nordirske Jamie Dornan, et relativt ubeskrevet blad.
Det skete, efter Hunnam blev stresset over et program så tætpakket, at man godt forstår hans afslag. Således fortæller han i interviewet, hvordan han skulle have fløjet direkte fra de sidste optagelser på ’Sons of Anarchy’ til optagelserne på ’Fifty Shades of Grey’. Derudover ville der heller ikke være mere end en dags pause mellem denne film og hans næste optagelser på Guillermo del Toro-filmen ‘Crimson Peak’.
Da denne planlægningsmisere gik op for ham, oplevede han, med sine egne ord, et slags nervøst sammenbrud, og valgte derfor at takke nej til Christians Greys erotiske eventyr.