Judd Apatow laver tv-serie for Netflix

Judd Apatow laver tv-serie for Netflix

Judd Apatow forsøgte sig flere gange med tv-serier, inden han slog igennem med film som ’40 Year Old Virgin’ og ’Knocked Up’. Det var dog uden det store held, da både ’Freaks and Geeks’ og ’Undeclared’ kun fik en sæson hver, før de blev lukket. I det mindste blev førstnævnte kult.

Nu prøver han en gang mere, denne gang med komedieserien ’Love’, der er solgt til Netflix. I hovedrollerne er Gillian Jacobs, kendt som Britta Perry fra ’Community’, og Paul Rust, hvis karriere tæller biroller i adskillige tv-serier samt en lille rolle i ’Inglourious Basterds’.

Apatow har også fungeret som producer på Lena Dunhams HBO-serie ’Girls’ i de tre sæsoner, den har kørt. At han i de mere end ti år, der er gået, siden ’Undeclared’ blev aflyst, er blevet verdens største komediefilmproducer, kommer ham nu til gode på Netflix. Således har de givet ham ’House of Cards’-pakken, der sikrer, at serien får mindst to sæsoner, med 10 afsnit i første og 12 i anden sæson.

Læs også: Judd Apatow: »Alt, hvad jeg har lavet, er en hævn« 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af