Instruktion: Bille August. Medvirkende: Ghita Nørby, Paprika Steen, Danica Curcic, Morten Grunwald, Pilou Asbæk. Premiere: Dansk premiere den 13. november 2014.
Tre trailer-tanker:
1. ’Stille hjerte’ hedder Bille Augusts kommende, danske film. Instruktøren har primært arbejdet i udlandet de sidste mange år, med film som ’Return to Sender’ og ’Farvel Bafana’, men lavede i 2012 ’Marie Krøyer’, der desværre ikke var nogen udelt fornøjelse. Her arbejdede han med danmarkshistorien, nærmere bestemt de to malere, ægteparret Marie og P.S. Krøyer. Det historiske havde han ellers ramt plet med i ’Pelle Erobreren’ i 1987, der blev hans indgangsbillet til den internationale filmindustri.
2. Filmen bliver af mange nævnt som Bille Augusts store comeback, og den har lige fået en flot modtagelse på festivialen i San Sebastian. Det er et samtidsdrama om en dansk familie, der slås med sygdom i familien. Ghita Nørby spiller filmens matriark Esther, der er syg og ønsker at dø, mens hendes mand og døtre, henholdsvis Morten Grunwald, Paprika Steen og Danica Curcic, prøver at forlige sig med hendes ønske. Bille August startede sin filmkarriere for mere end 30 år siden med ungdomsfilm som ’Zappa’ og ’Busters verden’ og fatter på sine ældre dage nu naturligt nok interesse for alderdommens problematikker.
3. ‘Stille hjerte’ ligner et intimt kammerspil. Umiddelbart følger vi primært døtrene, i skikkelse af Steen og Curcic, mens de forholder sig til moderens valg. Dog må vi forvente også at blive lukket ind i Ghita Nørbys følelsesunivers, så hun bliver mere end bare katalysator for de andre karakterers tanker om døden. I traileren har også Pilou Asbæk en større rolle som comic relief, nemlig som Curcics kæreste, der godt kan lide at ryge en bønne i ny og næ.
Læs også: Se Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i Susanne Biers længe ventede ’Serena’