Werner Herzog får en gæsterolle i ’Parks and Recreation’

Werner Herzog får en gæsterolle i ’Parks and Recreation’

Går man og glæder sig til den næste – og sidste – sæson af ’Parks and Recreation’, og nyder man også at høre Werner Herzog tale engelsk med tyk accent, kan man nu virkelig begynde at glæde sig.

Herzog, der siden 70’erne har været en af filmverdenens mest excentriske og kultdyrkede filminstruktører, har nemlig udtalt, at han har en rolle i serien om godtfolk fra Pawnee, Indiana i den kommende sæson. Her spiller han en ældre mand, der sælger sit hus til »the young couple who are the leading characters in this«, som han siger.

Om han prøver at være hemmelighedsfuld, eller om han vitterligt ikke ved, hvem hans karakter sælger sit hus til, er svært at sige. Man må næsten håbe, at han husker, om han filmede scenen med Amy Poehler og Adam Scott, der udgør ét af parrene i serien, eller med Aubrey Plaza og Chris Pratt, der udgør det yngre par April og Andy. Men det er umuligt at vide med Herzog, der ikke lægger skjul på, at han ikke kendte serien på forhånd.

Herzog, der de senere år især er blevet hyldet for dokumentarfilm som ’Grizzly Man’ og ’The Cave of Forgotten Dreams’, har en lille sidekarriere som birolleskuespillere. Her huskes han især for sin rolle i Harmony Korines dogmefilm ’Julian Donkey-Boy’, og for nylig havde han en herlig skurkerolle i Tom Cruise-filmen ’Jack Reacher’.

Læs også: Se ‘Parks and Rec’-crewet i herligt blooper-reel

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af