Trailer: Første smugkig på ’Avengers: Age of Ultron’s ledsages af Pinocchio

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Instruktion: Joss Whedon. Medvirkende: Scarlett Johansson, Robert Downey Jr., Chris Hemsworth, James Spader, Chris Evans, Mark Ruffalo. Premiere: 23. april 2015.

Tre trailer-tanker:

1. Disney har ikke købt rettighederne til Marvel for ingen verdens nytte. Ikke alene har de omfavnet superheltene med stor passion og lange fremtidsplaner, men nu sniger klassiske Disney-sange sig også ind i universet. Det drejer sig om Pinocchios ’There are no strings on me’, som den løgnagtige trædreng synger mellem andre marionetdukker. Til stor overraskelse fungerer det dog virkelig godt i den første trailer til ’Avengers: Age of Ultron’.

2. Sangen ligger og ulmer i baggrunden det meste af traileren, men ligger tilsyneladende helt i tråd med filmens tema. Efter S.H.I.E.L.D’s hovedbase er destrueret, har Avengers brug for tid til at samle sig. Derfor udvikler Tony Stark en række robotter med kunstig intelligens, kaldet Ultron, der kan hjælpe superheltene med at bevare freden. Som sci-fi-regel nr. 1 foreskriver, vil intelligente robotter dog altid vende sig mod mennesket selv, og det er da også netop, hvad der sker her.

3. James Spade lægger stemme til hovedfjenden, Ultron, og Pinocchio-sangen kulminerer også med hans dybe ryst, der messer: »I had strings, but now I’m free, there are no strings on me«. Han ser ud til at være en værdig modstander, da traileren viser både en frygtsom Hulk og et ødelagt Captain America-skjold – to ting, der ikke burde være mulige. Derudover introduceres også tvillingemutanterne Quicksilver, spillet af Aaron Taylor-Johnson, og Scarlet Witch, spillet af den mest talentfulde Olsen-søster, Elizabeth Olsen (’Martha Marcy May Malene’). Der er altså lagt i ilden til noget stort.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af