Instruktion: Michael Dunaway og Tara Wood. Medvirkende: Matthew McConaughey, Keanu Reeves, Jack Black, Ethan Hawke, Julie Delpy. Premiere: Amerikansk premiere 12. november, dansk premiere uvis.
Tre trailer-tanker:
1. 54 år er faktisk en ret ung alder til at blive udsat for en hyldestfilm. Det er dog præcis, hvad Richard Linklater gør i den kommende dokumentar ’21 Years: Richard Linklater’, der ser nærmere på, hvad instruktøren har opnået i løbet af de første 21 år af sin karriere. Her giver en lang række skuespillere og instruktørkolleger deres besyv med i forhold til, hvorfor Linklater er så særlig en instruktør.
2. Det er da heller ikke småting, Linklater har nået. Fra det henslængt nytænkende gennembrud ’Slacker’, hvor han også selv var foran kameraet, til det nylige hovedværk ’Boyhood’, har han været en af de mest interessante og nyskabende stemmer i filmverden. Den ligeledes originale ’Before’-trilogi er blevet spædet op med børne- og ungdomsfilm som ’School of Rock’ og ’Bad News Bears’, ligesom han har arbejdet med syret voksenanimation i ’Waking Life’ og ’A Scanner Darkly’.
3. Det er da heller ikke hvem som helst, der leverer lovprisningerne i trailerens halvandet minut. Jack Black, som Linklater instruerede i ’School of Rock’ og ’Bernie’, kalder ham en »sneaky Shakespeare«, mens Matthew McConaughey, der medvirkede i ’Dazed and Confused’, siger, at Linklater har et charmerende blik på, hvad der foregår syd for bæltet. De suppleres af instruktører som Kevin Smith og Jason Reitman, der fortæller, hvordan de er blevet inspireret af mesteren. Linklater selv arbejder for tiden på ’That’s What I’m Talking About’, en ’spirituel efterfølger’ til ’Dazed and Confused’.
Læs også: Richard Linklaters næste film følger op på ’Dazed and Confused’