’Transparent’

’Transparent’
Foto: Sony Pictures Television Inc.

Hvordan ville du reagere, hvis din far en dag fortalte, at han altid har følt sig som kvinde – og vil til at leve som én fra nu af?

De færreste har nok stillet sig selv det spørgsmål, og i Amazons nye serie er det da heller ikke en situation, den pensionerede historieprofessor Mort Pfeffermans (Jeffrey Tambor) tre voksne børn har overvejet, før de en dag finder ud af, at deres far Mort nu er Maura.

Præmissen – far springer ud som transseksuel – lyder som noget, der kunne komme en traditionel dramedy ud af, og med 10 afsnit af 30 stramt fortalte minutter ligner den på overfladen også en sådan.

Men ’Transparent’ er meget mere end det. Til forskel fra mange andre dramadys bruger den nemlig ikke præmissen – far springer ud som transeksuel – som afsæt for komikken. Den bruger omvendt komikken til at nuancere og løsne op for de nogle gange dramatiske, andre gange hverdagsagtige situationer, serien er bygget op om. Som når den yngste datter Ali (Gaby Hoffmann), høj på MDMA, næsten forgriber sig på sin far, når hun springer ud over for hende. Det kunne nemt være blevet en undskyldning for et billigt grin, men når man trækker på smilebåndet over episoden, er det ikke, fordi den er grænseoverskridende og pinlig, men fordi det er så rørende at se den ekstremt tolerante fars hungren efter sit barns accept.

Uden at blive hverken selvhøjtidelig eller overdrevet sentimental tager ’Transparent’ sine karakterer ekstremt seriøst. For paradoksalt nok er faren – eller ’Mappa’, som Ali opfindsomt døber ham – efter mange års fortrængning mere forankret i sin egen tilværelse end hans tre børn. Ali er intelligent, men umoden og humørsvingende og har svært ved at tage tilværelsen seriøst. Den smarte musikproducer Josh (Jay Duplass) øjner en mulighed for at blive voksen, da hans seneste fling bliver gravid, men det går hurtigt i vasken. Og Sarah (Amy Landecker), der med hus, mand, børn og minivan egentlig har fod på det hele, kaster sig ud i en stormfuld lesbisk forelskelse: Da hun møder Maura for første gang, er hun selv dybt begravet i et hedt kys med ekskæresten Tammy.

Familiens relationer bliver skildret med skæv humor uden at blive alt for indie-quirky, og Jeffrey Tambors Maura er spillet med Emmy-værdig indlevelse og respekt, hvilket understøtter seriens større projekt: Mens homoseksuelle – i samfundet såvel som i tv-fiktionen – er blevet mainstream i løbet af de seneste 15 år, er transpersoner stadig dybt marginaliserede og i populærkulturen som regel genstand for krænkende og stereotype fremstillinger. ’Transparent’ er derfor ikke bare en virkelig god og rørende serie, den bliver også et politisk vigtigt slag i kampen for at af-stigmatisere den gruppe mennesker, der tilfældigvis er født i et andet køns krop.

Hovedforfatter Jill Soloway har tidligere skrevet til ’Six Feet Under’, ’Tell Me You Love Me’ og ’United States of Tara’, der alle udfordrede seksuelle og kønsmæssige tabuer på en usensationel og fintmærkende facon, og man kan se tydelige paralleller til dem alle i hendes nye serie. Men ’Transparent’ er også helt sin egen og kan forhåbentligt komme til at definere den næste generation af dramadys. Mindre sarkastisk, mere politisk.

Læs også: Se traileren til Amazons nye ‘Transparent’


Kort sagt:
’Transparent’ er ikke bare en rørende, men usentimental perle af en dramady. Det er også en af de mest politiske mainstreamserier længe, og det klæder genren at give slip på sarkasmen og tage sig selv mere seriøst. Et gennembrud for Amazon som serieskaber.

Anmeldelsen er baseret på hele første sæson.

Læs også: Amazon giver grønt lys for to en halv nye piloter

Tv-serie. Hovedforfatter: Jill Soloway . Medvirkende: Jeffrey Tambor, Gaby Hoffmann, Jay Duplass, Amy Landecker, Judith Light. Spilletid: 10 afsnit á 30 min. . Premiere: Kan ses på Viaplay
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af