Ungt skuespilhåb skal spille Tordenskjold i ny film

Ungt skuespilhåb skal spille Tordenskjold i ny film

I den nyeste udgave af Soundvenue kan man læse et stort portræt af Jakob Oftebro, den norske skuespiller, der lige nu står som et af de mest lovende talenter i dansk film.

Her kan man blandt andet læse, hvordan hans jævnaldrende skuespilkollegaer slår opgivende ud med armene, når de kommer ud fra en casting og ser Oftebro i venteværelset. Og noget tyder da også på, at den 28-årige skuespiller, der er uddannet og bor i Danmark, får alt, hvad han peger på for tiden.

Han har en af hovedrollerne som den unge Laust i ‘1864’, han har hovedrollen i Daniel Denciks kommende Afrika-film ‘Guldkysten’, og nu er det blevet offentliggjort, at han skal spille endnu en historisk storrolle, nemlig som søhelten Peter Wessel, bedre kendt som Tordenskiold.

Det er Henrik Ruben Genz, der skal instruere filmen, hvilket er ganske overraskende, når man tænker på hans bagkatalog med skæve og humoristiske film som ‘Frygtelig lykkelig’ og ‘Undskyld jeg forstyrrer’. Når manuskriptet samtidig er skrevet af den sorthumoristiske norske forfatter Erlend Loe, melder mistanken sig dog hurtigt om, at det ikke er en klassisk biopic fuld af episke slag og storslået violinmusik, vi har i vente.

‘Tordenskiold’ fokuserer på titelpersonen, efter krigen er slut i 1720, og han ikke aner, hvad han skal stille op. Med sin kammertjener Kold rejser han på frierfærd ud i verden, og i en pressemeddelse beskriver Henrik Ruben Genz  filmen således:

»’Tordenskiold’ er en atypisk og fræk periodefilm og et portræt af et venskab mellem en herre og hans tjener. Vi fokuserer på de sidste uger af nationalheltens liv og ser Tordenskiold som en verdensmand i opløsning; en slags rockstjerne, der har mistet sin scene og dermed sin identitet. Vi vil tage publikum med på en underholdende rejse, en slags road-movie, dybere og dybere ind i sindets og begærets dunkle afkroge«.

Kammertjeneren Kold spilles af Martin Buch, som Henrik Ruben Genz tilsyneladende er faldet pladask for. Buch har nemlig også en hovedrolle i DR-serien ‘Bankerot’, som Genz er konceptuerende instruktør på, og som får premiere i aften.

‘Tordenskiold’ får premiere næste vinter.

Læs også: Anmeldelse af ‘Bankerot’

Læs også: Her er DR’s kommende serier

Læs også: Få overblikket over TV 2’s kommende serier

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af